Vi har modtaget:
Stem nej til UNESCO-verdensarv
UNESCO-verdensarv står ikke på stemmesedlen den 16. november. Måske burde det, for kommunalvalget kan være sidste chance for at lukke projektet.
Et spinkelt flertal i Dragør Kommunalbestyrelse ønsker nemlig at arbejde videre med sagen.
Er du skeptisk eller modstander, så stem på en politiker, der vil arbejde for, at projektet nedlægges. Stem på en politiker, der godt kan se, at de åbenlyse ulemper og risici er større, end de påståede fordele. Stem på en politiker, der desuden synes, at der i Dragør er langt vigtigere sager at bruge tid og kommunale ressourcer på.
Bliver sagen glemt i valgkampen, risikerer den at poppe op som vedtaget næste år. Og så er den stort set umuligt at rulle tilbage.
Kommunalbestyrelsen har behandlet sagen i fire år, og en endelig afgørelse er udsat igen og igen.
Politisk uenighed, stigende kritik – og ikke mindst en borgerhøring, der blandt deltagerne viste et stort flertal imod – en modstand, der især er begrundet i en frygt for, hvad en mangedobling af turismen vil betyde for vores lille by.
Den seneste udsættelse var desuden en bekvem undskyldning for at sende aben videre til en nyvalgt kommunalbestyrelse.
Uenighed og tvivl har betydet, at Dragørs »infrastruktur- og turismestrategi« nu skal opdateres før en ny afstemning. Det vil være nogle A4-ark, der skal levere et mirakel af bibelske dimensioner, nemlig at berolige alle om, at der er styr på det hele, og at kommunen er klar til en ny »turist-æra«.
Den ny turismestrategi, alle nu venter på, kender vi allerede dele af, nemlig: »Bæredygtig turisme« og »styret turisme«.
»Bæredygtig« er så misbrugt og slidt et ord, at man på forhånd bliver mistænksom. UNESCOs definition på bæredygtighed er: »Tourism that respects both local people and the traveler, cultural heritage and the environment.« (Turisme, der respekterer den lokale befolkning og den rejsne, kulturarven og miljøet).
Det er jo nydeligt og rummeligt formuleret, men den simple logik er, at jo flere turister, der kommer, jo mere umuligt bliver det at få en bæredygtighedsstrategi til at virke.
»Styret turisme« betyder blandt andet, at turisterne skal fordeles i kommunen, så de ikke dominerer i et lille område i det gamle Dragør. Men hvis man som turist ønsker at se »verdensarven«, så er det jo netop, der man vil være – og ikke i stedet for sendes videre til Kongelunden.
Hvis en strategi ikke kan fungere med succes i virkeligheden, er den ikke meget værd.
Dragørs borgere er blevet stillet i udsigt, at projektet vil give store fordele, der langt overstiger ulemperne. Men er det ikke lige omvendt? Og hvorfor er der fortsat mange politikere, der ikke vil se de store risici eller tøver med at tage stilling? Undskyldningen er lige nu, at man venter på de nye strategier. Eller er det bare for svært at sige nej, når man tidligere har sagt ja? Eller skygger følelsen af ære og prestige for den sunde dømmekraft?
Med venlig hilsen
Theis Jans
