Nicolaj Krabbe (tv.) og Jesper Fisker. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Nicolaj Krabbe (tv.) og Jesper Fisker. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Thomas Graae med årets rytterdragt. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Thomas Graae med årets rytterdragt. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Stor donation til Kræftens Bekæmpelse

Race 500 against cancer – et tredages cykelløb, der er en del af Stafet For Livet – har indsamlet et rekordstort beløb. Ved en festlighed i fredags blev en check på 900.000 kroner overrakt til Kræftens Bekæmpelse

Af Birgit Buddegård

Stafet For Livet er et døgn, hvor fokus er på kampen mod kræft gennem fællesskab, oplysning og indsamling. Stafetten fandt i år sted i juni måned – sammen og hver for sig – da coronarestriktioner satte visse grænser for arrangementet.

Som en del af stafetten køres et cykelløb Race 500 against cancer, der starter i Skive og slutter i Dragør.

Navnet henviser til, at cykelrytterne kører 500 kilometer i alt. I år deltog 80 ryttere, der hver især finder sponsorer og samler ind – blandt andet via sociale medier.

Og der var i den grad blevet samlet ind, så stemningen var helt i top, da FRAMEHOUSE på A. P. Møllers Allé fredag eftermiddag lagde lokaler til overrækkelsen af en stor check til Kræftens Bekæmpelse. 

Hele 900.000 kr. lød checken på, som blev overrakt af holdkaptajn Nicolaj Krabbe til direktør Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmpelse.

»Tak – tusind tak,« lød det fra Jesper Fisker til de 80 ryttere, der havde deltaget i årets race 500. 

»Det betyder meget,« sagde han videre, da Kræftens Bekæmpelse lever af den slagt støtte til blandt andet forskning og bistand til kræftramte og pårørende.

»Ingen går fri,« konstaterede han med henvisning til, at en tredjedel af befolkningen selv får kræft, mens to tredjedele bliver pårørende. 

Han kunne også fortælle, at der allerede er udsolgt til næste års cykelløb, hvor der igen er tilmeldt 80 ryttere. Og der er mange på venteliste. 

Direktøren var i øvrigt selv ankommet til overrækkelsen på cykel af respekt for de mange cykelryttere.

Indsamlingsrekord

Thomas Graae, der er medarrangør af Race 500 against cancer, fortalte til Dragør Nyt, at løbet så dagens lys i 2018 og siden bare har vokset sig større og større – både i antal deltagere og indsamlingsbeløb.

I 2018 blev der indsamlet 215.000 kr., i 2019 380.000 kr., i 2020 627.250 kr. og i år altså hele 900.000 kr.

Hovedsponsor for Race 500 against cancer er Kaj Ove Madsen, der sammen med sin hustru, Grethe Madsen, modtog stor tak – både for donationen og for altid at sende rytterne ud på ruten fra Skive mod Dragør med et festligt fyrværkeri. 

Race 500 against cancer køres over tre dage, og rytterne er iført nye trøjer hvert år.

Ud over beløbet fra Race 500 against cancer havde også Jan Larsen og Frederik Riber indsamlet 60.000 kroner ved at spille padel tennis i 24 timer hos Racket Club Dragør.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk