Vi har modtaget:

Store projekter kontra velfungerende hverdag 

Vi nærmer os kommunalvalget, og lige om lidt bliver der igen vendt op og ned på det kommunalpolitiske landskab i Dragør. Denne gang er det muligt, at op til 11 partier stiller op. Der vil dermed være masser af valgmuligheder, men vi risikerer til gengæld også at ende med det mest mudrede billede i Dragørs historie. Godt eller skidt? Det bliver i hvert fald ikke nemmere at opnå enighed samt lægge en politisk linje for den næste firårsperiode, hvis der kommer endnu flere partier i kommunalbestyrelsen.

I Konservative går vi til valg med en klar ambition. Vi søger indflydelse og går efter borgmesterposten. Efter fire år i opposition for vort vedkommende er det, efter vor mening, nu tid til et klassisk borgerligt styre i Dragør. Et styre med fokus på så meget kernevelfærd som muligt, men under skyldig hensyntagen til at vi ikke skal bruge penge, som vi ikke har.

At sidde i opposition er ikke nogen nem rolle. Specielt ikke når der, i vores optik, træffes beslutninger, der strider imod vort politiske værdigrundlag. Det har gjort ondt på os at se, at der over flere omgange er blevet optaget tocifrede millionlån til at enten fodre kommunekassen eller til at finansiere prestigeprojekter. Vort værdigrundlag siger nemlig, at vi ikke skal bruge penge, vi ikke har, og at lån normalt ikke er den bedste vej. At andre partier ser lån som en gylden mulighed, respekterer vi, men det er ikke vores vej.

I byrådssalen bliver vi, Konservative, ofte beskyldt for, at vi siger nej til alt. Vi har godt nok også sagt nej mange gange siden januar 2018. Men det er i bund og grund fordi, vi mener, at projekter for lånte penge, som ikke bidrager til at give den bedst mulige kernevelfærd, ikke skal gennemføres. At lave en Copenhagen White Water Park på Kirkevej, at købe asylgrunden, at bygge en havnepromenade, at forsøge at gennemdrive en UNESCO-godkendelse samt at foreslå, at vi skal have en parkerings-kælder under den gamle by, det er ikke der, vi ønsker at bruge borgernes skattekroner. Men derfor er det fuldt legitimt, at andre partier ønsker dette. Det fine ved lokaldemokratiet er jo, at man hvert fjerde år kan sætte sit kryds ved de partier og personer, der »nogenlunde« ønsker det samme som en selv for byen.

Men hvad er det så, der er vigtigt for mig i en Dragør-kontekst? For mig er det den fungerende hverdag for byens borgere, der er det absolut vigtigste, herunder:

  • At forældre kan aflevere børn i byens institutioner, velvidende at dygtige pædagoger vil tage sig af børnene og give dem en god og indholdsrig dag. For jeg mener, at vi har både gode institutioner og et dygtigt personale
  • At forældre kan sende de lidt større børn i skole og være sikre på, at de mødes af kompetente og engagerede lærere. Og at de rent faktisk lærer noget. Her synes jeg også, vi gør det rigtig godt 
  • At vore ældre medborgere behandles med respekt og værdighed. Det være sig på Enggården, Wiedergården eller i hjemmeplejen. Også et område, som i min optik fungerer ganske glimrende, men hvor der nok er mulighed for at gøre det endnu bedre
  • At børn, unge, voksne og ældre kan deltage i byens mangfoldige foreningsliv – uanset om man går til fodbold, keglespil, musik eller noget helt fjerde.

Det er disse ting, vi skal tage vare på og videreudvikle. Det er det, der betyder noget for mig; at hverdagen fungerer for så mange som muligt. Og så godt som muligt.

Det er muligt, at det lyder en anelse kedeligt og måske heller ikke så visionært. Men min ambition er snarere, at vi skal have så mange gode og velfungerende dage som muligt og ikke nødvendigvis have flotte monumenter placeret rundt omkring i byen.

For mig skaber det langt større værdi, at et barn har haft en god dag i børnehaven, at en teenager får en flot karakter i dansk, som hun stolt kan komme hjem og vise sine forældre, at en seniorfodboldspiller kan få en øl efter en kamp i godt selskab med holdkammeraterne, eller at en ældre dame kan blive kørt rundt i byen af Cykling uden alder.

Det er disse ovenstående elementer, vi skal understøtte som kommunalbestyrelse – den borgernære kernevelfærd. Det er her, vi skal investere vore penge: Institutioner, skoler, ældrepleje og foreningsliv. Dog med fokus på, at vi ikke skal bruge flere penge, end vi har.

Det er det, jeg og de Konservative går til valg på. Så må jeg bare håbe på, at der er borgere i byen, for hvem dette også er vigtigt.

Dragør er i min optik et fantastisk sted at leve. Tingene kommer dog ikke af sig selv, så det kræver de helt rigtige politiske beslutninger, for at det skal blive ved med at være sådan. Specielt den helt almindelige hverdag.

»Jeg holder af hverdagen«, som Dan Turèll skrev i sit digt fra 1984, og det er jeg helt enig i, og det er det, jeg fortsat vil kæmpe for, skulle jeg blive genvalgt den 16. november 2021.

Skulle du ønske yderligere dialog om mine og Konservatives holdninger til emner, der måtte ligge dig på hjerte, skal du være velkommen til at kontakte mig.

Med venlig hilsen – og ønsket om en dejlig dag i Dragør
Martin Wood Pedersen
Kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti i Dragør 

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk