I skolegården, under en mørk og truende himmel, åbnes dagen med tale af Rasmus Johnsen, der er centerchef for Børn, Fritid og Kultur. Foto: Dragør Skole.
I skolegården, under en mørk og truende himmel, åbnes dagen med tale af Rasmus Johnsen, der er centerchef for Børn, Fritid og Kultur. Foto: Dragør Skole.
Borgmester Kenneth Gøtterup assisterer ved 8.-klassernes »Mentos i cola«-forsøg. Foto: TorbenStender.
Borgmester Kenneth Gøtterup assisterer ved 8.-klassernes »Mentos i cola«-forsøg. Foto: TorbenStender.

Succesfuld besøgseftermiddag

Der var stor opbakning og tilslutning til besøgseftermiddagen for forældre og søskende, der i anledning af deltagelsen i årets naturvidenskabsfestival blev afholdt på alle Drag-ørs tre skoler torsdag den 29. september.

Selvom regn og mørke skyer lå over Dragør hele formiddagen, så var det en festlig, vellykket og velbesøgt naturvidenskabsfestival, der blev afviklet i tørvejr – endda med små kig fra solen, og således bidrog også vejret til årets tema »Gådefulde verden«. 

Naturvidenskabsfestivalen, som afholdes hvert år i uge 39, er efter hånden blevet en tradition på skolerne i Drag-ør Kommune. For som en af skolernes naturfagskoordinatorer siger, så er det en ikonisk begivenhed, som skaber fællesskab og mindeværdige oplevelser.

Dragør Skole

Den populære besøgsdag på Dragør Skole blev skudt i gang af centerchefen for Børn, Fritid og Kultur, Rasmus Johnsen, der holdt åbningstale på læringstrappen i skolegården. Og alle de mange udstillinger på skolen summede straks herefter af viden og kreativitet. 

I indskolingsklasserne var flere vægge blevet til akvarier og fra loftet hang store havfruer lavet af genbrugspapir. Under temaet dinosaur var der foruden et pangæa--puslespil og spillet »dinosaur-stratego« både ballondyr, stop-motion-film samt foldebøger med tegninger og fakta om fortidsdyret. 

Flere gange i løbet af dagen stimlede folk sammen i skolens aula for at høre 3. årgangs helt egen sang om den verdensberømte, danske fysiker Niels Bohr – en person, der gik igen hos mellemtrinsklasserne. Her blev der budt på »book creator« om Niels Bohr, Da Vinci og Arkimedes. Eleverne havde endda ved brug af ispinde bygget Da Vinci-broer – og så var der forklaringer, storyboards og slideshows om bekæmpelse af spild.

På udskolingstrinet fremviste eleverne deres læring om teknologiens betydning for sundhed og levevilkår. Her kunne fremmødte forældre og familier få lov til at lede efter bjørnedyr i mos, prøve elevernes kodede mikrobits til leg og til målinger og se forsøg med påvisning af stivelse samt nedsivningsmodeller, opslag samt film om elevernes egne opfindelser med udgangspunkt i FN’s verdensmål.

Skolens ukrainske modtageklasse havde pyntet klasseværelset med udklippede dyr fra den danske natur og med ord om den danske natur.

Store Magleby Skole

Den tidligere skoleleder på Store Magleby Skole, som nu er velfærdsdirektør i Dragør Kommune, Asger Willemoes Nielsen, fik æren af at holde åbningstale på sin gamle arbejdesplads.

4. årgang sang den nyskrevne festivalssang om den gådefulde verden. Der var sange om både krøllede hjerner, ildspyende drager, forsvundne sokker o.a.

Alle skolens årgange havde lagt et stort engagement i deres stande og udstillinger, og hele skolen summede af liv.

0.-klasserne havde fordybet sig i bier og havde lavet mange flotte modeller, som kunne vises frem på besøgsdagen. På indskolingsgangen kunne man blandt de gådefulde dyr også møde en stor dinosaurus, mens der på mellemtrinnet var sørget for, at man kunne læse sit dagshoroskop, smage den gådefulde kartoffelssuppe, kode i minecraft og blive klogere på den opdagelsesrejsende Knud Rasmussen.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Borgmesteren kaster sig ud i et forsøg. Foto: TorbenStender.
Borgmesteren kaster sig ud i et forsøg. Foto: TorbenStender.
3.-klasserne optræder med sang i aulaen. Foto: Dragør Skole.
3.-klasserne optræder med sang i aulaen. Foto: Dragør Skole.

I udskolingen kunne man løse mordmysterier, læse tegneserier om Niels Bohr, se kunstneriske atommodeller og se mikroplast, der var fundet i muslinger.

Og endelig som et ekstra samlingspunkt havde forældreforeningen i skolens multisal lavet en lille café, hvor man kunne købe kaffe og kage.

Nordstrandskolen

På Nordstrandskolen blev voksne og børn samlet på skolens boldbaner for at skyde eftermiddagen i gang. Skoleleder Claus Andersen bød velkommen, inden borgmester Kenneth Gøtterup holdt tale. Borgmesteren hjalp herefter elever fra 8. årgang med det klassiske Mentos i cola-forsøg – og sådan blev festivalen skudt i gang med et sus.

Elever og forældre kunne efterfølgende besøge alle de mange aktiviteter og værksteder, der var på skolen i anledningen af besøgsdagen.

I indskoling var der en hjemmelavet dyre- og krabbebod, en stand, hvor man kunne blive klogere på Christoffer Columbus, og en stand, hvor man kunne gå i de gådefulde dinosaures fodspor ... og var det måske et dinosauræg, der var ved at udklække i atriumgården?

Mellemtrinnet havde lavet et rumlaboratorium – et visuelt og auditivt oplevelsesrum med læren om verdens opståen. Og de gådefulde opdagelsesrejsende blev vakt til live gennem modeller og præsentationer.

I udskolingen var temaet den gådefulde mikroverden. Her blev fremført viden om dafnier, bjørnedyr, bakterier samt elevernes egne bud på fremtidsscenarier. Gæsterne kunne endda under overskriften »Robotterne kommer« bygge robotter af LEGO, og så var der også mulighed for at skabe sin egen kunst i vand og undersøge og fordybe sig i madens gådefulde kemi.

Sidst, men ikke mindst havde 10. årgang skabt et fantastisk museum – et slags gerningssted og politigård, hvor man kunne være med til at løse en mordgåde og ovenikøbet få taget sit eget forbryderfoto.

Udmelingen fra elever og personale på alle tre skoler lyder på stor tilfredhed med både dagens forløb og dens mange gæster, som viste deres interesse for, hvad skolerne havde beskæftiget sig med under naturvidenskabsfestivalen.

Elever og familier går på opdagelse i de mange udstillinger. Foto: Dragør Skole.
Elever og familier går på opdagelse i de mange udstillinger. Foto: Dragør Skole.
Løgnedetektor testes. Foto: TorbenStender.
Løgnedetektor testes. Foto: TorbenStender.

Fotos: TorbenStender, Dragør Skole og Store Magleby Skole.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk