Nyt fra Dragør Badminton:

Supersæson med fjerbolden

Med både nye danmarksmestre og opryknings til divisions-bold lakker sæsonen i Dragør Badminton mod enden

Sæsonen 2021/2022 har budt på mange gode og spændende kampe – nogle af dem har endda rystet guld af sig ... for starten af denne måned fik Dragør to helt nye danmarkmestre. Og blot en uge senere blev spændingen om oprykning udløst til Dragør Badmintons fordel.

Dragørdrenge på podiet

Da DMU (Danmarks Mesterskaberne for Ungdomsspillere) i weekenden den 1.–3. april blev afviklet i Grindsted Badmintonklub, var der blandt deltagerne et par drenge fra Dragør Badminton. 

De to drenge var Viggo Møller Ovesen og Villads Geertsen – og de var begge tilmeldt rækken U/11 i både single og double. 

Fredag den 1. april stillede de til start i single, hvor de vandt hver deres indledende puljer – og strøg videre til 1/8-finalen, som desværre blev endestationen for dem begge.

Lørdag den 2. april var det blevet tid til doubleturneringen. Drengene stillede op i U/11/C-rækken, som startede med tre kampe i den indledende pulje. Herfra gik de videre til semifinalen, som blev vundet i tre sæt – og så var det finaletid. 

Finalen blev en sej, tæt og utrolig spændende affære, hvor drengenes tro og samarbejde blev sat på stor prøve.

De vandt første sæt 22–20. Herefter var det endnu et tæt og nervepirrende andet sæt, som blev tabt med cifrene 19–21. Og spændingen fortsatte i 3. sæt, for ... fra at være nede med en matchbold ved 19–20  ... vandt Dragør-drengene de tre efterfølgende bolde og dermed kampen med cifrene 22–20!

Dragørs nye danmarksmestre – Viggo Møller Ovesen (tv.) og Villads Geertsen med deres guldmedaljer.
Dragørs nye danmarksmestre – Viggo Møller Ovesen (tv.) og Villads Geertsen med deres guldmedaljer.
1.-holdet spiller sig til oprykning.
1.-holdet spiller sig til oprykning.

Så efter denne særdeles tætte og spændende finale, hvor troen på sejr og viljen til ikke at give op for alvor kom på prøve, kan klubben det næste års tid prale af at have et par danmarksmestre i herredouble i staben. Måske kommer der endda flere til – for i Grindsted er man i den kommende weekend (den 23.–24. april) nået til DM for hold. Og her, i rækken U/9, stiller klubben op med fire kampklare drenge. 

Dragør i 3. division

I weekenden den 9.–10. april blev det afgjort, at Dragør Badmintons 1.-hold spiller i 3. division i den kommende sæson.

Dragør Badminton spillede anden weekend af april en af sine vigtigste kampe de sidste 10 år, da klubbens 1.-hold, på neutral grund i Værløse, stillede op mod Humlebæk. Kampen gjaldt nemlig pladsen om direkte oprykning til 3. division. 

Det blev en utrolig tæt holdkamp med mange tætte sæt, men i sidste ende var det Dragør, der med syv sejre kunne glæde sig over at skulle spille i Danmarks fjerdebedste række efter sommerferien.

»Det er mange år siden, at Dragør Badminton har spillet i 3. division, og vi er utrolig glade for at være tilbage der. Nu skal vi vise, at vi hører til i divisionsbadminton – og fortsætte med at udvikle vores trup, så vi kan spille der i mange år,« lyder det fra Morten Jensen – en stolt og glad klubformand.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk