Ugens byvandringer

Dragør Besøgscenters frivillige turistværter arrangerer sommeren igennem byvandringer for både lokale og byens gæster. 

Som noget nyt er entréen til Drag-ør Museum og byvandringerne slået sammen. Det betyder, at man får fri adgang til Drag-ør Museum efter en byvandring – og omvendt kan man efter køb af billet til museet få en gratis byvandring. 

Dragør – kort fortalt 

Torsdag den 1. juli, fredag den 2. juli og lørdag den 3. juli kl. 14. Guide: Annet Plambech, Kirsten Tønnesen eller Hanne Bendtsen.

Det idylliske Dragør rummer mange spændende historier. På lidt under en time får man her højdepunkterne fra flere hundrede år. 

Guiderne fortæller om sildemarkederne, der skabte byen, og om søfartsbyen, hvor stort set alle levede af de maritime erhverv. 

Gader og stræder i Dragør

Søndag den 4. juli kl. 15. Guide: Bente Walløe Poulsen.

I Dragørs gader gemmer der sig masser af historier, ja, selv gadernes navne er en historie i sig selv. 

Hvorfor hedder det Zytfensgade, Bjergerlav eller Blegerstræde? Og hvem var Trein Jylmann, Jan Timann – og Neel, der gav navn til Neels Torv? Svarene gives her på turen går rundt i Dragørs labyrintiske gader.

Dragørs matadorer

Tirsdag den 6. juli kl. 14. Guide: Helle Bjorholm.

Korsbæk har sin matador – Dragør har adskillige! 

På denne byvandring fortælles om byens skippere i 1700-tallet, der blev rige på at sejle korn og brænde til København. Andre tog på langfart og sejlede råsukker og rom – produceret af slavegjorte afrikanere på De Dansk Vestindiske Øer – til hovedstaden. Og under krigen imod England (1807–1814) drog Drag-ør-søfolk som kapere – statsautoriserede »sørøvere« – ud på erobringstogt mod engelske skibe og kunne hente store prisepenge hjem, hvis de erobrede fjendens skibe.

Også to dragørknægte, der begyndte som guldgravere og endte som skibsredere, blev byens førstemænd. Dragørs største skibsreder omkring 1870 hed H. N. Jeppesen og blev kaldt »Dragørs konge«. Han blev stamfader til to andre berømte skibsredere fra Dragør, Hans Isbrandtsen, der blev skibsreder i USA, og Arnold Peter Møller, som grundlagde Mærsk-dynastiet, der står bag Mærsk Line – et af verdens største rederier.

Dragør 1943 – porten til friheden

Torsdag den 8. juli kl. 13. Guide: Christian Aagaard.

I oktober 1943 indledte den tyske besættelsesmagt en aktion for sende danske jøder i koncentrationslejre i Tyskland. 

Inden da nåede langt de fleste at flygte over sundet til det neutrale Sverige, og for mange gik flugtvejen via Drag-ør Havn. 

Byens fiskere sejlede i ly af mørket over Øresund, og næsten hele byens befolkning stod sammen om den enestående indsats for at redde deres landsmænd. 

Med historien om museumskutteren Elisabeth K571, der stadig ligger i havnen, går turen her i flygtningenes fodspor.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk