Ugens byvandringer

Dragør Besøgscenters frivillige turistværter arrangerer sommeren igennem byvandringer for både lokale og byens gæster.

Som noget nyt er entréen til Dragør Museum og byvandringerne slået sammen. Det betyder, at man får fri adgang til Dragør Museum efter en byvandring – og omvendt kan man efter køb af billet til museet få en gratis byvandring.

Gader og stræder i Dragør

Onsdag den 14. juli kl. 16. Guide: Bente Walløe Poulsen.

I Dragørs gader gemmer der sig masser af historier, ja, selv gadernes navne er en historie i sig selv.

Hvorfor hedder det Zytfensgade, Bjergerlav eller Blegerstræde? Og hvem var Trein Jylmann, Jan Timann – og Neel, der gav navn til
Neels Torv? Svarene gives her på turen går rundt i Dragørs labyrintiske gader.

Dragør – kort fortalt

Torsdag den 15. juli, fredag den 16. juli, lørdag den 17. juli, søndag den 18. juli samt torsdag den 22. juli kl. 14. Guide: Tina Høegh Nielsen eller Hanne Bendtsen.

Det idylliske Dragør rummer mange spændende historier. På lidt under en time får man her højdepunkterne fra flere hundrede år.

Guiderne fortæller om sildemarkederne, der skabte byen, og om søfartsbyen, hvor stort set alle levede af de maritime erhverv.

Kvindernes by

Fredag den 16. juli kl. 11. Guide: Tina Høegh Nielsen.

Dragørs mænd var sømænd og lodser, men hvad beskæftigede byens kvinder sig med?

På turen fortælles om kvindernes rolle i samfundet, hvor mændene tit var væk hjemmefra i månedsvis.

Guiderne fortæller om nogle kvinder, der satte sig spor i byen: vævere, gåseholdere og landliggermadammer.

Med i fortællingen er også historierne om Grith, Trein og Neel, om den frelsende engel Ellen og om kvindelige kunstnere – og en enkelt cykelrytter.

Kunstnernes Dragør

Søndag den 18. juli kl. 11. Guide: Tina Høegh Nielsen.

Gennem flere hundrede år har Dragørs lyksaligheder tiltrukket forfattere, billedkunstnere og scenens folk.

Enkelte blev født i byen, nogle blev tilflyttere og andre nøjedes med at være sommergæster.

Der er stadig mange dele af den gamle by, som C. W.
Eckersberg ville kunne genkende fra sine fodture i begyndelsen af 1800-tallet.

Byen har haft prominente beboere som Henrik Pontoppidan, Karen Blixen og Klaus Rifbjerg. Skagensmaleren Viggo Johansen og bornholmermaleren Oluf Høst har også har boet i Dragør.

Spor af hollænderne i Dragør

Onsdag den 21. juli kl. 12. Guide: Hanne Bendtsen.

I år er det 500 år siden, at en gruppe hollandske bønder kom til Amager. De bosatte sig i »Hollænderbyen«, Store Magleby, men satte i høj grad også deres præg på Dragør.

Omkring år 1700 kom cirka halvdelen af Dragørs indbyggere fra Hollænderbyen, og tilflytningen fortsatte i generationer.

Det var hollænderne, der byggede Dragørs første egentlige havn og som med deres erfaring med sejlads og deres rigdom til at investere i skibe bidrog væsentligt til Dragørs udvikling som sejlskibsby med søfart, lodsning og bjergeri.

Én af byens verdenskendte sønner, skibsreder A. P. Møller, var født i Dragør og havde på mødrenes side aner tilbage til hollænderne.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk