Ugens byvandringer

Dragør Besøgscenters frivillige turistværter arrangerer sommeren igennem byvandringer for både lokale og byens gæster. 

Som noget nyt er entréen til Dragør Museum og byvandringerne i år blevet slået sammen. Det betyder, at man får fri adgang til Dragør Museum efter en byvandring – og omvendt kan man efter køb af billet til museet få en gratis byvandring. 

Dragør – kort fortalt 

Torsdag den 12. august, fredag den 13. august, lørdag den 14. august, søndag den 15. august samt torsdag den 19. august kl. 14. Guide: Hanne Bendtsen, Tina Høegh Nielsen eller Annet Plambech.

Det idylliske Dragør rummer mange spændende historier. På lidt under en time får man her højdepunkterne fra flere hundrede år. 

Guiderne fortæller om sildemarkederne, der skabte byen, og om søfartsbyen, hvor stort set alle levede af de maritime erhverv. 

Spor af hollænderne i Dragør

Onsdag den 18. august kl. 11. Guide: Hanne Bendtsen.

I år er det 500 år siden, at en gruppe hollandske bønder kom til Amager. De bosatte sig i »Hollænderbyen«, Store Magleby, men satte i høj grad også deres præg på Dragør. 

Omkring år 1700 kom cirka halvdelen af Dragørs indbyggere fra Hollænderbyen, og tilflytningen fortsatte i generationer. 

Det var hollænderne, der byggede Drag-ørs første egentlige havn og som med deres erfaring med sejlads og deres rigdom til at investere i skibe bidrog væsentligt til Dragørs udvikling som sejlskibsby med søfart, lodsning og bjergeri. 

Én af byens verdenskendte sønner, skibsreder A. P. Møller, var født i Dragør og havde på mødrenes side aner tilbage til hollænderne.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk