Vi har modtaget:

UNESCO-diskussionen fortsætter 

Her står Det Konservative Folkeparti

Der er sagt og skrevet meget om UNESCO i Dragør i den senere tid. 

Retorikken har fra både ja- og nej-siden været hård og må siges at have delt vandene. Dette var også anledningen til, at der blev iværksat en høring blandt byens borgere. Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, liste T og Venstre (AOTV) ønskede at lodde stemningen forud for beslutningen om, hvorvidt Dragør skulle ansøge om optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste eller ej.

Der kunne man så tro, at historien ville tage sin ende, og at borgernes synspunkter ville blive hørt. Men nej. Høringssvarene har i stedet for givet AOTV anledning til at ønske yderligere afklaring.

Et flertal bestående af AOTV besluttede nemlig torsdag aften, at der skulle udarbejdes en turisme-strategi, samt at der skulle findes løsninger på parkeringsproblemerne omkring havnen og den gamle by, før der kunne tages endelig stilling til UNESCO-ansøgningen.

Hos de Konservative har vi givetvis respekt for dette synspunkt – men vi havde dog gerne set, at vi en gang for alle fik lagt UNESCO i graven og dermed skabt ro.

Vort synspunkt er fortsat som følger, når det gælder UNESCO:

  1. UNESCO vil medføre et stigende antal turister. Det vil der ikke være plads til. Vi har hverken parkeringspladser, toiletter eller anden infrastruktur i tilstrækkeligt omfang til at håndtere en flerdobling af antallet af turister
  2. UNESCO vil blive et dyrt bekendtskab for Dragør. Vi forventer, at vi skal betale for infrastruktur, oprydning samt have ansat personale til at koordinere indsatsen – penge, som, vi mener, bør anvendes bedre
  3. Vi har allerede i dag en bevarende lokalplan, der sikrer den gamle bys udseende og karakter 
  4. Dragør er til for byens borgere. Vi skal som kommunalbestyrelse først og fremmest sikre, at vore egne borgere får den bedst mulige service. Og ikke have hovedfokus på at tilgodese UNESCO og turister.

Beslutningen om at få lavet en plan for både turisme og infrastruktur giver så absolut mening. 

Den skulle vi have truffet, uanset om der kommer UNESCO eller ej. Men at tro at vi med en placering 12 km fra Rådhuspladsen i København kan styre hvor mange turister, der besøger Dragør, samt at vi kan forvente, at fonde vil finansiere liste T’s vision om et underjordisk parkeringsanlæg under den gamle by. Ja, det, tror vi ikke, får nogen gang på jord. Det vil i hvert fald være ganske usædvanligt, at en fond vil bidrage med et trecifret millionbeløb til en parkeringskælder.

Med beslutningen i kommunalbestyrelsen er det sidste ord helt sikkert ikke sagt. Og UNESCO blev, med liste T’s udtalelse om at der ikke kommer nogen afklaring på denne side af kommunalvalget i november, helt sikkert et valgtema. Dette var i sig selv en overraskelse, da vi mener, at den siddende kommunalbestyrelse bør tage ansvar for egne handlinger og ikke give beslutningen videre til den kommende.

Og det er fortsat et nej tak til UNESCO fra Det Konservative Folkeparti.

Med venlig hilsen
Katrine Tholstrup, Kenneth Gøtterup og Martin Wood Pedersen
Det Konservative Folkepartis byrådsgruppe i Dragør

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk