UNESCO-høring afsluttet

Mandag formiddag var det sidste chance for at tilkendegive holdninger og overvejelser – for  og imod – at ansøge om -optagelse af Dragør på UNESCOs liste over verdensarv

Af Birgit Buddegård

I november sidste år besluttede kommunalbestyrelsen at iværksætte en borgerhøring om muligheder og konsekvenser for Dragør gamle by og havn som et UNESCO Verdensarvsted.

På grund af coronasituationen var det vanskeligt at gennemføre en åben og bred borgerinvolvering, så det blev besluttet at gennemføre høringen digitalt.

Kommunen lagde også en video på deres hjemmeside, hvor alle interesserede kunne få faktuel viden om UNESCO-arbejdet, processen og forvaltningsplanen – herunder kystsikring, bevaring, turisme og infrastruktur – fire områder, som UNESCO vil få betydning for.

I mandags, den 8. marts kl. 12 sluttede høringen, og nu går den videre proces igang.

Analyse og kategorisering

Kommunaldirektør Henrik Harder fortæller, at i indeværende måned vil høringssvarerne blive analyseret og kategoriseret af firmaet Backshatter, der er eksperter i at analysere større mængder data.

Analysen skal blandt andet afdække, hvordan borgerne ser på muligheden for, at Drag-ør bliver UNESCO Verdensarv, og hvilke forhold de er særligt optagede af.

Man vil også være opmærksom på, hvordan stemningen er alt efter, om man er bosat i den gamle by, i bufferzonen umiddelbart rundt om byen eller i Dragør i øvrigt.

Når analysen kommer tilbage, vil administrationen se på, om der er nogle helt konkrete forslag, som det giver mening at indarbejde i ansøgningen til UNESCO.

Torsdag den 22. april behandler kommunalbestyrelsen sagen, og administrationen lægger op til, at kommunalbestyrelsen får grundlag til at kunne træffe en beslutning – enten om at fortsætte ansøgningen eller sige stop.

Hvis man vælger at fortsætte med processen, skal ansøgningen færdiggøres og sendes til Kulturministeriet – og herefter forestår formentlig et årelangt forløb, før en optagelse på verdensarvslisten kan være på plads.

Såfremt ansøgningsprocessen stoppes, er det vigtigt at arbejdet med de fire spor – kystsikring, bevaring, turisme og infrastruktur – fortsætter i kommunen, lyder det fra Henrik Harder. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk