Et politikerpanel stiller op til valgmøde på Tårnby Gymnasium & HF.
Et politikerpanel stiller op til valgmøde på Tårnby Gymnasium & HF.

Valgdebat på TG

Et veloplagt panel af seks politikere besøgte onsdag den 26. oktober Tårnby Gymnasium & HF, hvor de i Multihallen – med alle skolens lige så oplagte elever – deltog i valgdebat. 

Mens valgkampen buldrer derudaf, er det ekstra intenst og giver en ekstra dimension at have politikere foran eleverne, der er klar med kritiske og skarpe spørgsmål til dem. 

De seks politikere var fra Radikale Venstre Samira Nawa, fra Konservative Laura Lindahl, fra Socialdemokratiet beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, fra Enhedslisten Leila Stockmarr, fra Liberal Alliance Ole Birk Olesen og fra Venstre Martin Gertsen. Og ordstyreren havde nok at se til, for der var ingen valgtræthed at spore blandt politikerne, som tværtimod alle brændte for at give deres mening til kende. 

Mange emner

Den demokratiske debat, der elever og politikere imellem foregik i øjenhøjde med hinanden, varede halvanden time – og emnerne omhandlede blandt andet klima og den grønne omstilling, inflation og økonomi samt uddannelse. Særligt for valgdebatten denne gang var de unge menneskers interesse i at få at vide, hvad de forskellige partier ville gøre ved de stigende energipriser, hvad de mente om skattelettelser, og naturligvis også hvad deres mening var om det frie gymnasievalg. 

Alle dagens for eleverne både vedkommende og aktuelle emner fik sat godt i gang i debatten blandt panelets deltagere. Men selvom fronterne til tider var trukket skarpt op mellem de forskellige partier, var der dog stadig plads samt overskud til både smil og kække bemærkninger. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2022 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk