Kenneth Gøtterup.
Kenneth Gøtterup.

Vi har modtaget:

Valget har aldrig været vigtigere

Om en lille uge skal vi alle til stemmeurnerne, og Dragørs fremtid skal afgøres. Denne gang med 11 partier at vælge imellem. 

Der har været mange vælgermøder, og fra Konservative skal der lyde en stor tak til de andre partier for en saglig debat på møderne – og tak til de mange borgere, vi har mødt på gader og stræder til en snak. 

Valget er vigtigt. Der er fire store emner på dagsordenen i de kommende år.

Økonomien

I 2017 var kassebeholdningen i Dragør på 102 mio. kr. I august 2020 var den på 14 mio. kr. Kassen blev tømt på få år. Og i 2020, hvor liste T gik ind i konstituering med Venstre, DF og Socialdemokratiet, blev der optaget lån for 50 mio. kr., ligesom flere partier åbent talte om at hæve skatten.

For os Konservative er det ikke vejen frem. 

Vi skal passe på pengene og ikke bruge mere, end vi tjener. Vi må ikke have så store udsving i økonomien, da det grundlæggende skaber usikkerhed med alt for store tilpasninger på vores kommunale tilbud – og dermed bliver den kommunale velfærd ringere. 

Vi går til valg på at få en stram, men sikker budgetstyring, hvor mottoet er tæring efter næring.

Turismen

Dragør er en attraktiv by at besøge. Derfor skal vi også tænke os godt om, når vi skal tilrettelægge vores turismeindsats. Det har Konservative gjort ved at sige nej tak til UNESCO. 

Desværre ser vi stadig liste T tale for UNESCO, et Venstre, der ikke vil fortælle, hvad de synes, og Socialdemokratiet, der åbent har fortalt, at det kan gå begge veje.

Jeg kan sige det meget klart. Dragørs borgere vil ikke være tjent med, at byen bliver UNESCO-godkendt. Vi kan ikke håndtere antallet af turister, der kommer til byen. Vi kan ikke løse og håndtere de trafikale problemer, og endelig kommer det til at koste et formentlig tocifret millionbeløb. Penge, der kommer til at gå fra den kommunale velfærd. Konservative vil hellere sammen med borgerne arbejde for at skabe en by, der bliver god at bo i for borgerne.

Diger

Ingen er uenige om, at vi skal kystsikre byen. Lige nu foreligger en politisk beslutning fra liste T, Venstre, DF og Socialdemokratiet om at arbejde videre med det fremskudte dige og strandpark. Dette til trods for, at der er modstand hos flere borgere.

Digelaget på Nord har peget på billigere og bedre løsninger på Nordstranden. Søvangs grundejerforening har udtrykt bekymring, og man har helt glemt at sikre borgerne på Sydvestpynten. 

Samtidig er kommunen varslet et sagsanlæg for et trecifret millionbeløb, hvis man gennemfører det, der p.t. er besluttet. 

Der er ingen tvivl fra Konservative. Vi ønsker at skabe kystsikringen sammen med borgerne, og bekymringerne skal tages alvorligt og imødekommes. Det er borgerne, der kommer til at betale og leve med løsningen, og derfor skal vi skabe løsningerne sammen. Efter valget ønsker vi hele planen revurderet – sammen med jer som borgere.

Den sunde fornuft

I denne valgperiode har vi set flere politiske udviklingsprojekter. White Water-parken på Kirkevej, nedlæggelse af det grønne areal på Engvej, overvejelse af køb af Asylgrunden i Kongelunden og forbud mod løse hunde m.v. Altsammen projekter, der udspringer af politikernes egne idéer, uden omtanke for, hvad der betyder noget for borgerne. 

Konservative ønsker, at vi bruger de næste fire år på at få indført den sunde fornuft og fastholde fokus på den helt almindelige kommunale drift – ældrepleje, sikre gode vilkår for børnene i institutioner og skoler, at vejenes asfalt er i orden, samt at byen fremtræder pæn og ordentligt. 

For hver gang politikerne sætter vilde idéer i gang, skal embedsmændene bruge mange ressourcer. Det er ressourcer, der går fra deres vigtigste opgave, nemlig at kommunens tilbud leverer en god service til borgerne.

Konservative ønsker alle et godt valg og takker for de mange tilbagemeldinger, som vi har fået fra borgerne, og for en konstruktiv debat i valgkampen.

Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmesterkandidat og medlem af kommunalbestyrelsen for Konservative

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk