Valgkamp i gadebilledet

Stort valgmøde på Dragør Skole onsdag den 26. oktober kl. 19–21

Folketingsvalget, der afholdes tirsdag den 1. november, pryder gadebilledet landet over, og Dragør er bestemt ingen undtagelse. De mange farverige valgplakater med kandidaternes kontrafej, slogans og budskaber ses overalt. Dertil er kandidaterne også selv på gaden i bestræbelserne på at overbevise de, ifølge adskillige institutters undersøgelser, mange vælgere, der ved dette valg er i tvivl om, hvor krydset skal placeres.

Hvis man hører til denne kategori – eller blot ønsker at høre mere om kandidaternes holdninger og budskaber – så afholder en lang række af de opstillede partier et stort, fælles valgmøde i aulaen på Dragør Skole onsdag den 26. oktober kl. 19–21. 

Mødet har deltagelse af lokale kandidater fra hele otte partier – nemlig Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, Nye Borgerlige, SF, Liberal Alliance, Venstre og Danmarksdemokraterne.

Frem til fredag den 28. oktober er det fortsat muligt at brevstemme – se mere i kommunens annonce her på siden.

Lørdag den 15. oktober har flere partier taget opstilling på Neels Torv. Foto: TorbenStender.
Lørdag den 15. oktober har flere partier taget opstilling på Neels Torv. Foto: TorbenStender.
Mandag den 17. oktober møder Venstres kandidat i Tårnbykredsen, Martin Geertsen, vælgerne foran føtex food i Dragør, sekunderet af partiets næstformand, Stephanie Lose. Foto: HAS.
Mandag den 17. oktober møder Venstres kandidat i Tårnbykredsen, Martin Geertsen, vælgerne foran føtex food i Dragør, sekunderet af partiets næstformand, Stephanie Lose. Foto: HAS.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk