Vi har modtaget:

Børnene – byens fremtid

Det, vi beslutter og gør i dag, former vores fælles fremtid. Vi må forstå, at vores børns fremtid er en central del af vores egen og Dragørs fremtid

I disse dage forhandles der budget. 

Næppe mange er i tvivl om, at det atter bliver en udfordring at få enderne til at nå sammen. Der mangler over 10 mio. kr., bare for at det balancerer. Det ser altså med andre ord ganske sort ud. 

På årets store budgetborgermøde blev tingene da også gjort lidt anderledes, end normalt. Der blev ikke fremlagt de sædvanlige spareforslag i forbindelse med det tekniske budget, og der blev fokuseret på en masse rare tiltag, for eksempel en hårdt tiltrængt stikhal ved Hollænderhallen. 

Desværre er det dog helt utopi at tro, at der er plads til store, dyre anlæg, når likviditeten også er under massivt pres. Men hvordan besparelser i 10 mio. kr.-klassen så fremkommer, blev man ikke klogere på – og dog!

Rammebesparelser

Hvis man som politiker ikke ønsker at tage ansvaret for besparelser, kan man jo i decentraliseringens navn blot kalde det rammebesparelser og så skyde problemet over til de enkelte enheder; skoler og institutioner m.fl. Under dække af, at disse meget bedre ved, hvor der kan spares, kan man som politiker så blot læne sig tilbage med »popcorn og cola« og være vidne til, at man på de enkelte enheder kæmper med at få en blot tålelig dagligdag til at hænge sammen. 

Det svarer lidt til, at man selv får lov til at bestemme, om man vil skydes eller hænges – sjovt bliver det under alle omstændigheder ikke, men man valgte jo selv. 

Farvel Venstre 

I de sidste fire år, hvor jeg sad i kommunalbestyrelsen, valgt for Venstre, var jeg gang på gang vidne til, at man også her ønskede at spare på byens børn – ikke mindst på skolerne. 

I stedet for at gribe grundlæggende fat om de strukturelle problemer blev den store salami-kniv slebet, og man gjorde det år for år sværere og sværere for skolerne og skolebestyrelserne at tilbyde ordentlige vilkår for elever, lærere og skolepædagoger. 

Ved sidste års budgetforhandlinger var Venstre indstillet på at spare over 2 mio. kr. på skolerne. Dette kom man heldigvis ikke igennem med, men det blev tydeligt for mig, at det var et vildspor, Venstre i Dragør var inde på – et spor, som jeg ikke kunne se mig selv som en del af. 

Når man samtidig brugte oceaner af tid på at diskutere højden på caféernes oliventræer og begrænsning af samme caféers åbningsdage på torvet, måtte jeg erkende, at min tid i et parti, som vægtede poster og penge højere end liberale frihedsidealer, var omme. 

Trivsel ved valg af bopæl 

Det tragikomiske ved tilgangen til de budgetter, der direkte vedrører vores børns dagligdag – i skoler og institutioner – er, at man ikke kan se, at vi er i gang med at save grenen, vi alle sidder på, over. For hvis der er noget, ressourcestærke forældre prioriterer, når de skal vælge bopælskommune, så er det, at deres børn vil trives og få den bedst mulige skolegang. 

Da vi desværre ikke har en privatskole lige om hjørnet, er vi afhængige af, at vores folkeskoler fungerer optimalt. De har da bestemt også forudsætningerne herfor. Dygtige og engagerede lærere og skoleledelser, engagerede forældre og børn, der i høj grad kommer fra ressourcestærke hjem. 

Men vi skal turde politisk at prioritere vores skoler og ikke år for år beskære dem. Man kan til sidst beskære så meget, at man ikke mere formår at vokse og udvikle sig. 

Når der er valg, så vil alle politikere folkeskolerne det bedste – så er det en naturlig del af den borgernære velfærd. Men så snart ens navneskilt er på plads i byrådssalen, er det som om, at der gælder nogle helt andre spilleregler. Alle løfterne om det forjættede børneland, forsvinder i en tåge af poster og penge, der skal fordeles. Politisk spin og hundredevis af mærkelige politiske kompromisser og aftaler, der indgås. En fascinerende verden, men desværre også i høj grad en skræmmende verden, som, man som almindelig borger normalt ville nægte tro, eksisterede.

Prioritering

Skal Dragør Kommune overleve på sigt, skal vi turde. Vi skal turde prioritere byens fremtid – børnene. 

Meget kan vi voksne leve med, men vi kan ikke leve med, at regningen gang på gang sendes ned i børneværelserne. 

Børnene er kommet til den verden, vi har skabt. Vi har ingen undskyldning for ikke at have gjort den så god som overhovedet muligt for dem. 

Dragør Kommune må og skal stå som en grøn og børnevenlig kommune. En kommune hvor det nok er dyrt at bo, men hvor det også er godt at bo. Vi må aldrig tro, at vi vinder på at være en discount-kommune. »Dyrt og dårligt« er den stensikre opskrift på undergang – for virksomheder, ligeledes for kommuner. 

Lad dette være en opfordring til de politikere, der lige nu sidder med næserne nede i Excel-regnearket. Prioriter nu vores børn og vores erhvervsliv, så vil disse skabe en grobund for en attraktiv og rig by, der vil komme alle, unge såvel som ældre, til gode! 

Med venlig hilsen
Kim Dupont