Vi har modtaget:

Grønne områder

Hvordan skal de plejes?

På kommunalbestyrelsens møde i torsdags behandlede vi sagen om pleje af vores grønne områder. 

En sag, hvor kommunalbestyrelsen var delt i to lejre, men med en god og konstruktiv debat, hvor de politiske forskelle om synet på byrummet blev trukket frem.

Forhistorie

I december 2021 blev det af et flertal på ni ud af 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer besluttet, at plejen af grønne arealer skulle ændres. 

Det drejede sig bl.a. om det grønne areal ved Køjevænget, Grushullerne, den gamle cirkusplads, Lunden ved Lundeager, Søvangsbakkerne og et forsøg med en blomstereng på Søvej. 

Forslaget indebar, at naturen skal vokse vildt med det formål at få mere biodiversitet. Som eksempel var det hensigten, at plæner ikke skal plejes som brugsplæner, men vilde plæner. 

Grushullerne skulle bl.a. som et forsøg plejes med en le som i gamle dage. I Søvang blev der besluttet et forsøg med en blomstermark til gavn for bier, men udfordringen var, at man glemte at afsætte midler til den efterfølgende pleje, så hele denne mark ligger nu hen som uplejet og uden blomster.

Ny beslutning

Det blev besluttet, at hele ordningen skulle evalueres, når der var gået et år, og det blev den på kommunalbestyrelsens møde. 

Her fastholdt Konservative og Socialdemokratiet vores kurs fra 2021 og traf en ny beslutning. Vi besluttede, at man på de arealer, der var udvalgt til forsøg, skal gå tilbage til den oprindelige pleje af arealerne. 

Det betyder, at vores grønne arealer, der ligger i beboet bebyggelsesområde, plejes som brugsplæner. Det vil sige, at de skal slås jævnligt, så de fremtræder velplejet, indbydende og pæne. 

Søvangsbakkerne fastholdes som vild natur, men med en beslutning om, at kommunen skal sikre, at de stadig kan anvendes som legeområde til børn om sommeren og som kælkebakke om vinteren.

Og i forhold til forsøg med blomstermarker har vi bedt om at få en belysning af, hvad det vil koste at indføre dette, og hvor det sikres, at vi også har afsat penge til at vedligeholde dem. 

Tidligere fejlslagne beslutninger om at indføre noget, man alligevel ikke kan vedligeholde, skal ikke gentages.

Biodiversitet versus grønne områder

Det var en engageret debat på kommunalbestyrelsens møde. Og efterfølgende på sociale medier kan man også læse, at både Venstre, Sydamagerlisten og liste T mener, at Konservative og Socialdemokratiet vil forringe naturen og er imod biodiversitet. Intet er mere forkert. 

Men vi vil gerne være ærlige om vores holdninger. Grønne områder, der ligger i vores boligområder, skal plejes, så de fremtræder pænt og velplejet. Vi kan f.eks. ikke forestille os, at de grønne plæner ved havnen kun skal slås en gang om året og vokse vildt. Her vil vi gerne have en plejet plæne, så vi forbinder Øresund, havnen og byen og et pænt udtryk.

Biodiversitet vil vi gerne udvikle yderligere. I Dragør er vi så heldige, at vi allerede har mange områder med høj biodiversitet. 

Vi har Strandenge fra Dragør Fort til Sydvestpynten, Hvidtjørnsarealet og masser af åbent land, hvor lodsejerne også bevarer og udvikler naturen. Udviklingen på disse områder skal vi støtte, og vi er så heldige at have en kommune, hvor det kan lade sig gøre. Derfor fastholder vi fokus på at have to typer pleje. 

Den kontrollerede pleje på offentlige arealer i byområdet – og den vilde naturpleje på de store åbne arealer, vi allerede har. 

Nuancerne er vigtige

Den politiske debat har det ofte med at blive lidt skinger, og de andre partier tager os til indtægt for at være imod biodiversitet. Vi må ikke gøre dette vigtige emne til et enten eller. Skal vi sikre helheden i kommunen, skal der være plads til begge dele. Både det pæne og det vilde.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, Mia Tang, Martin Wood Pedersen, Jan Madsen, Theis Guldbech og Trine Søe
Den Konservative gruppe

 

Vi har modtaget: Et grønnere Dragør

Nicolaj Bertel Riber (A), viceborgmester, har indsendt et debatindlæg om et grønnere Dragør. Læs mere

Vi har modtaget: Bynær skov – vi venter i spænding

En række liste T-medlemmer har indsendt et debatindlæg om Skov- og Naturstyrelsens valg af områder med bynær skov. ...

Vi har modtaget: Kys frøen på Batterivej

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om kommunens naturpleje omkring Batteriesbækken. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk