Vi har modtaget:

PFAS-forurening i Dragør og Tårnby

Nogle gange skal man se sagernes tilstand med egne øjne for at forstå, hvor omfattende PFAS-forureningen fra Københavns Lufthavn egentlig er.

Forurening set fra luften

PFAS er en gruppe stoffer, der er kendetegnet ved, at de stort set ikke nedbrydes i naturen – stofferne kaldes også »evighedskemikalier«.

Fund af PFAS-stoffer i vand er markeret med rødt. Illustration: Dragør Kommune.
Fund af PFAS-stoffer i vand er markeret med rødt. Illustration: Dragør Kommune.

På illustrationen fra Dragør Kommune kan man se omfanget af den vandforurening, der indtil videre er blevet kortlagt. Dog mangler en stor del af Sydstranden på kortet – eksempelvis mangler der kort-angivelse af vandløbet Hovedgrøftens udløb i Øresund ved Søvangsbakkerne, hvor der ligeledes er konstateret PFAS-forurening.

Vi har kun set toppen af isbjerget. Der skal fortsat opspores og afgrænses forurening af drikke- og drænvand.

Forhandling før jul

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) fik i oktober måned mandat fra kommunalbestyrelsen til egenhændigt at forhandle med lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye.

Meningen var at indgå en frivillig aftale med lufthavnen om etablering af afværgeforanstaltninger samt at holde Dragør Kommune skadefri.

Som følge af venlige skub i ryggen fra borgerne afholdt borgmestrene fra Dragør og Tårnby møde med Københavns Lufthavns direktør mandag den 19. december.

Efter det afholdte møde vides det dog stadigvæk ikke, om lufthavnen vil vedkende sig sit erstatningsansvar for den vidtfavnende og sundhedsskadelige PFAS-forurening i Dragør og Tårnby eller ej. Det er et spørgsmål, som flagrer i vinden, og som har stået ubesvaret hen i årevis.

Borgmesterens nyhedsbrev

Nytårsaften udsendte borgmester Kenneth Gøtterup (C) sit nyhedsbrev og nytårshilsen via sociale medier til borgerne i Dragør (læs nyhedsbrevet her, red.). Her beskriver han sine forhandlinger med lufthavnens direktør således:

»Kommunalbestyrelsen har tidligere besluttet, at der skal optages forhandlinger med lufthavnen om udfordringerne med PFAS. Disse forhandlinger er aktuelt i gang og vil fortsætte over vinteren. Som noget helt nyt er lufthavnen begyndt at deltage i lokale partnerskaber med finansiering af lokale tiltag til gavn for borgerne. Her støtter lufthavnen bl.a. Naturplejen i Dragør ved at understøtte TAMU skolen med en donation på 85.000 kr. til køb af en kvægvogn og samtidig støtter lufthavnen samme projekt som Nordeafonden med etablering af udearealer til børn med 75.000 kr. En stor tak til lufthavnen for deres velvilje.«

Borgmesterens dømmekraft lader meget tilbage at ønske.

Kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune er valgt med henblik på at sikre folke-sundheden og varetage borgernes interesser – ikke at deltage i lufthavnens imagepleje og reklamere for en virksomhed, der uhindret jord-, luft, støj- og vandforurener i Dragør.

Måske kan Københavns Lufthavne A/S med en smule »velvilje« oplyse borgerne om, hvorvidt lufthavnen vil påtage sig regningen for PFAS-forureningen, der kommer til at lyde på et trecifret millionbeløb alene i Dragør.

Vandindvinding stoppes

I disse dage vil lufthavnen og kommunerne nedsætte en arbejdsgruppe, der efter eget udsagn skal »belyse muligheder for yderligere afværgetiltag og en handleplan og prioritering«.

Forureningssagen trækkes dermed i langdrag, og den træge forvaltningsproces fortsættes i en uendelighed. Imens spreder PFAS-stofferne sig i vores miljø og natur.

Dragørs grundvand er kaput. Vandforsyningsselskabet HOFOR A/S har peget på forskellige løsningsmodeller, hvoraf det billigste forslag om en ny rørledning fra Hvidovre koster 75 mio. kr. Hertil kommer bekostelig oprensning af PFAS-forurening i Hovedgrøften, markområder, naturområder, private boringer, vandløb osv.

Forbruget af drikkevand i Dragør ligger på cirka 700.000 m³ årligt, og grundvandet i den sydlige del af kommunen kan ikke bruges til drikkevandsproduktion, da indtrængende havvand medfører et meget højt indhold af salt.

Det ville ellers være rart, hvis vi kunne finde en alternativ drikkevandsressource – men det kan desværre ikke lade sig gøre.

HOFOR vil nu lukke for al drikkevandsindvindingen i Dragør, hvilket vil medføre, at grundvandsspejlet stiger, og nogle husejere vil få uønsket vand i kælderen. Den enkelte husejer kan forvente sig en regning i omegnen af 100.000 kr. for etablering af omfangsdræn, der kan forhindre dette.

Ydermere betaler borgerne i Dragør og Tårnby på nuværende tidspunkt for advokatfirmaet Horten og finansierer analyser af blandt andet sediment, jord, græs og vand.

Det ændrer ikke nævneværdigt på den eksisterende PFAS-forurening, at man efter flere år vil danne en såkaldt »arbejdsgruppe«.

Der er derimod et erstatningskrav, som skal gøres op – og en regning, der skal betales ved kasse ét.

Oprydning afventes

PFAS-forureningens spredning fra Københavns Lufthavn til det lokale miljø omkring lufthavnen indbefatter jord, drikkevand, vandløb og havvand. Vi har som nævnt kun set toppen af isbjerget.

Man må forholde sig til gældende lovgivning og »forureneren betaler-princippet« – herunder lufthavnens betaling for undersøgelse og oprydning af PFAS-forureningen i Dragør og Tårnby Kommuner.

Jordforureningsloven har blandt andet til formål at beskytte drikkevandsressourcerne. Ifølge loven skal forureneren fastholdes som den, der først og fremmest skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at afværge følgerne af en jordforurening og genoprette den hidtidige tilstand.

Inden for miljøret er der endvidere et økonomisk princip om, at det er forureneren, der betaler for forurenings-begrænsende tiltag og genopretning efter miljøskader.

Med andre ord bør lufthavnen frivilligt og uden yderligere ophold betale for oprydningen efter sig selv.

Det er naturligvis ikke borgerne, der skal bære de store omkostninger og skadevirkninger, som PFAS-forureningen medfører.

Med venlig hilsen
Kenneth Olsen
Borger i Dragør Kommune

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk