Vi har modtaget:

Plads til alle børnehavebørn

På denne måneds møde i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget var det et enigt udvalg, der sagde ja til liste T’s forslag om at få en analyse af, hvornår kommunen skal have flere børnehavepladser klar. Det er vi i liste T glade for. 

Det er rettidig omhu at gå i gang med planlægningen, for vi ved, at de to store corona-årgange – børn født i 2020 og 2021 – skal begynde i børnehave de kommende år.

Ja, de første børn fra de store årgange bliver tre år i år – og de første vil derfor begynde i børnehave allerede nu i begyndelsen af 2023. 

Det bliver nødvendigt at udvide og sikre flere pladser, for allerede i dag udnyttes kapaciteten i kommunens børnehaver 100%. Det fremgik senest på mødet i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget i december.

Normalt fødes der typisk mellem 105 og 115 børn om året i Dragør Kommune. Men i 2020 blev der født 132 børn, og i 2021 blev kommunen beriget med hele 147 nyfødte. 

Man kan kun glæde sig over, at så mange forældre gerne vil sætte børn i verden i vores kommune – men de mange nyfødte har lagt maksimalt pres på vores vuggestuer – den opgave er løst med stor fleksibilitet af institutionerne. Det er derfor forventeligt, at det pres vil flytte over i børnehaverne.

Befolkningsprognosen for 2022 spår da også flere børnehavebørn pr. 1. januar 2024 – det vil sige, at der ifølge prognosen vil komme flere børn i løbet af 2023.

Desuden spår prognosen, at antallet af børnehavebørn vil stige yderligere og toppe den 1. januar 2025 med 595 børn. Det er 42 flere børnehavebørn, end i 2022. 

I årene efter 2025 vil antallet af børnehavebørn ligge på et højere niveau, end vi hidtil har været vant til i Dragør Kommune. Det gælder også for vuggestuebørn.

Tilbage i 2018, hvor Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre lukkede daginstitutionen Høgevænget, boede der 531 børnehavebørn i kommunen. Det er klart, at der ville have været god brug for den institution i dag.

Liste T ønsker, at man undersøger alle relevante muligheder for at øge antallet af børnehavepladser – ligesom udviklingen sætter fokus på, hvor vigtigt det er også at gå i gang med planlægningen af et permanent 9. spor i vores skolevæsen. For alle disse skønne børn, begynder jo også i skole.

Vi bliver nødt til at gøre noget, og dette er første skridt.

Med venlig hilsen
Annette Nyvang og Ann Harnek
Medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget for liste T

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk