Vi har modtaget:

Politisk aftale om havnen

Søndag den 23. oktober indgik Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og Sydamagerlisten en aftale om Dragør Havns udvikling og anvendelse. 

Lokalplan 70, som omhandler havnen, blev vedtaget i 2009, og der har gennem alle årene siden været en dialog om, hvad der skal ske på havnen, hvor de forskellige ting skal ligge osv. 

Vi har nu indgået en aftale om havnen med henblik på at sikre, at der nu og i årene fremover vil være ro omkring placeringer af forskellige bygninger og tiltag.

Aftalens indhold

Grundlæggende har vores fælles forståelse været, at vi gerne vil have ro om nogle af de sager, der har skabt megen debat gennem årene. 

Vi ønsker at give en vished om fremtiden, og endelig vil vi gerne holde fast i nogle af hovedprincipperne i Lokalplan 70. Derfor har vi aftalt følgende:

• Den gamle bådeværftsgrund har kommunen ikke økonomisk mulighed for selv at udvikle på. Derfor sætter vi grunden i offentlig udbud til leje med henblik på, at der kan udvikles erhverv på grunden inden for lokalplanens bestemmelser. Lokalplanens bestemmelser er havnerelaterede erhvervs-, fritids- og serviceformål – herunder værksteds-, butiks- og restaurationsvirksomhed m.v. Der må ikke opføres eller indrettes boliger i området.

• Café Havslapning har gennem mange år fået dispensation til udeservering. Det ønsker vi at gøre permanent.

• Café Espersen får muligheden for at vælge enten opførelse af ny restaurant på ny beliggenhed eller at blive på nuværende beliggenhed i færgeterminalens gamle billetkontor.

Vi håber med denne beslutning at få skabt ro om området og sikret klarhed omkring, hvilken havn vi har fremadrettet. 

Vi har samtidig også forsøgt at tage behørigt hensyn til de synspunkter, som mange borgere har givet udtryk for omkring havneområdet.

Uddybning om sagerne

Café Espersen har lejet et jordareal i forlængelse af det nordlige stykke af det nye bådeværft. 

Café Espersen har siden 2019 haft byggetilladelse til at gå i gang med sit nye byggeri og har dermed også betalt husleje for leje af arealet. 

Af forskellige årsager er Café Espersen ikke kommet i gang med sit byggeri, selvom byggetilladelsen har været givet siden 2019. 

Samtidig har det fra Café Espersens side tidligere været nævnt, at man eventuelt kunne tænke sig at blive liggende.

Formålet med vores beslutning er at give Café Espersen en mulighed for at blive liggende, hvis indehaveren ønsker det. 

Baggrunden for det er, at vi kan se efter tre års lejemål, at byggeriet ikke er kommet i gang. Vi syntes ikke, det er hensigtsmæssigt, at grunde, der er udlejet, står tomme, og giver derfor dette ekstraordinære tilbud. 

Vi erfarer, at der efterfølgende, bl.a. gennem en artikel i Amager Liv, er rejst kritik af dette forslag fra ejeren. Og at ejeren ønsker sine penge for lejemålet retur, hvis han skal forblive på sit nuværende lejemål. Hertil er det vigtigt, at vi holder os for øje, at ejeren har lejet en kommunal grund, hvor han har haft tilladelse og byggeret siden 2019. Det har han valgt ikke at benytte sig af. 

Kommunen tvinger ikke ejeren til at blive på nuværende beliggenhed, men giver det som en ekstra valgmulighed. 

En kommune kan i øvrigt ikke lovmedholdeligt tilbagebetale husleje, fordi en ejer ikke udnytter sin byggeret.

Café Havslapning har gennem en del år haft en dispensation til udeservering. Denne er der ansøgt om hvert år. 

Årsagen til dispensationen er, at lokalplanen ikke rummer mulighed for at have udeservering langs kajkanten. 

Vi ønsker, at permanentgøre denne udeservering og har derfor bedt om at få forelagt en sag om, hvordan vi kan gøre dette på vilkår, som tager nødvendigt hensyn til havnens øvrige drift.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, Mia Tang, Martin Wood -Petersen, Theis Guldbech, Jan Madsen og Trine Søe fra Konservative, Helle Barth og Henrik Kjærsvold-Niclasen fra Venstre, Ole Hansen, Lisbeth Dam Larsen og Tim Meicker fra Socialdemokratiet samt Flemming Blønd fra Sydamagerlisten

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Vi har modtaget: Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo?

Rikke Marianne Karlsson har indsendt et debatindlæg om mulighederne for etablering af boliger i kommunen. Læs mere

Vi har modtaget: Ældreboliger nedlægges

Hardy Bengtsen har indsendt et debatindlæg om nedlæggelsen af ældreboliger på Wiedergården. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk