Vi har modtaget:

Skeletter i skabet

Jeg er netop kommet hjem fra vores genbrugsplads.

Jeg er så rasende og ked af det, at mine hænder ryster, som jeg sidder her og skriver disse ord på end ellers utrolig smuk fredag.

Jeg har altid elsket bøger! Jeg elskede boghandlen og duften af nye bøger. Helst købte jeg dem for mine egne sparepenge – og ellers åbnede biblioteket en drømmeverden for en lille dreng som mig, der drog på spændende eventyr og fik præsenteret universer af viden om alskens ting, som jeg slugte råt. 

At Dragørs politikere valgte at lukke bibliotekets afdelingen i Hollænderhallen fandt jeg både trist og uforståeligt. Det var en afdeling fyldt med bøger og blade, hvor alle havde praktisk adgang, og hvor det ofte var let at parkere. 

Jeg appellerede – forgæves – til flertallet i kommunalbestyrelsen om at genoverveje beslutningen, som flertallet gav udtryk for, for den synes taget på et følelsesmæssigt grundlag. Ingen kan nemlig forklare, hvori den store besparelse ligger – og ingen har kunnet fortælle, hvor meget ombygningen, så alle i fremtiden får lige adgang til Biblioteket på Vestgrønningen, kommer til at koste.

Men den halvdel (eller mere) af bøger, magasiner m.v., der så ikke længere er plads til nu – hvad gør man så med dem?

Tja, man sælger dem vel billigt, som man i årevis har gjort med kasserede materialer. Så får man da en smule i den slunkne kasse – men vigtigst af alt; nogle får glæde af alle disse materialer. Eller også kunne man forære de kasserede materialer væk – til skoler, institutioner, Dragørs Aktivitetshus på Wiedergården, Enggården – eller bare til os borgere. Det er jo os, der gennem vores skat har betalt for indkøb af dem alle; romaner, børnebøger, kogebøger, havebøger og så videre.

I dag så jeg så, hvad man gjorde ved alle disse bøger og materialer. 

En flink, ældre mand fra kommunen var sat til at køre materialerne væk – helt væk. For her stod denne mand med en varevogn helt fyldt med mælkekasser. Kasserne var stablet med bøger – alle slags bøger. Han bar dem over til containeren og tømte kasserne ned i den. Ikke fordi hanbrød sig om det, men fordi det i dag var hans job at smide alle de »kasserede« materialer ud.

En varevogn fyldt med mindst 50 kasser med bøger, der bare skulle smides ud – bøger, som ikke kommer nogen til glæde overhovedet, men som nu bliver brændt eller lavet til papirmasse. Børnebøger i hobevis, der kunne have glædet børnefamilier, og dertil romaner og fagbøger – massevis af underholdning og viden smides bare i en container. For titusindvis af kroner, der ikke gives tilbage til os, der har betalt dem – men som bare ryger på forbrændingen.

Jeg spurgte ham pænt, om jeg måtte tage bogen »Skeletter i skabet«. Både fordi det er en underholdende bog, der forklarer gamle ordsprog i børnehøjde og derved kan komme mine børnebørn til glæde, og fordi denne bog altid skal fungere som en huskeseddel – en, der kan minde mig om, hvor tåbeligt vi mennesker en gang imellem opfører os.

Og den ældre mand, der nærmest med tårer i øjnene, smider kasse efter kasse af dejlige bøger ud – blot fordi der ikke længere var plads på vores nu ene, lille bibliotek – ja, det syn kommer jeg desværre aldrig til at glemme ...

Med venlig hilsen
Kim Dupont