Vi har modtaget – svar til Jan Borg:

Ingen formelle regler overtrådt

I sidste nummer af Dragør Nyt (læs indlægget her, red.) kommenterer Jan Borg en liste over lokalplansager, som jeg som formand for Beboerforeningen for Dragør Gamle By har medvirket til udarbejdelsen af.

Jeg kan give nedenstående oplysninger om sagen: Beboerforeningen er officielt høringsberettiget i byggesager og andre kommunale forhold, som berører den gamle bydel, f.eks. gade-belysning, parkering, udeservering og skraldeordning. 

Beboerforeningens indsats i disse sager besluttes altid i bestyrelsen, og altid med henvisning til Lokalplan 25 – eller med henblik på at sikre optimale forhold for beboernes daglige liv i den gamle by. 

Foreningens input til kommunen er altid offentligt tilgængelige i beboerbladet, foreningens hjemmeside eller via Dragør Kommunes sagsbehandling.

Dragør Kommunes tekniske forvaltning ophobede i en årrække en kolossal pukkel af ubehandlede sager, herunder ansøgninger om byggetilladelser, dispensationer og lovliggørelser, som borgerne ikke kunne få en afgørelse på. Årsagerne til dette var mange, men først og fremmest underbemanding og en række jobskifter.

Langsommelighed i sagsbehandlingen fik en del husejere i den gamle by til at sætte bygge-arbejd+er i gang uden den endelige tilladelse – og efterhånden også uden ansøgning. Ventetiden var simpelthen for lang.  

Efterslæbet betød også, at mange beboere, bygherrer såvel som naboer, henvendte sig til beboerforeningen med spørgsmål og frustration. 

Den liste, som Jan Borg henviser til, er en uformel oversigt over de henvendelser, Beboerforeningen for Dragør Gamle By har modtaget i perioden, hvor kommunens forvaltning lå underdrejet. 

Oversigten står alene for min regning. Men de enkelte punkter i oversigten er i flere sammenhænge vendt i bestyrelsen – også før Jan Borg meldte sig ind i beboerforeningen. Og bestyrelsen, ofte mig som formand, har undertiden drøftet en beboerhenvendelse med kommunen. På den måde har Beboerforeningen for Dragør Gamle By været et formidlende mellemled mellem beboerne og kommunens forvaltning – meget efter et ønske fra beboerne selv.

Samtidig har beboerforeningen meget vedholdende forsøgt at få kommunen til at forstå det uholdbare i den utilstrækkelige bemanding i den tekniske forvaltning. Kommunalbestyrelsen har heldigvis i 2022 arbejdet meget aktivt på at få vanskelighederne overstået, hvilket heldigvis ser ud til at lykkes.

Den pågældende liste, som Jan Borg henviser til, er altså denne uformelle oversigt over de konkrete forespørgsler fra såvel bygherrer som naboer, som bekymrer sig om byens ve og vel. 

Dialogen med kommunens forvaltning sker med henblik på at få identificeret og få afsluttet de mange sager af forskellig alder og vigtighed, som samlede støv på rådhuset.

Der er ikke overtrådt nogen formelle regler ved at etablere denne oversigt. Og hvordan betegnelsen »øjebælisten« måtte være opstået, fortoner sig, men er naturligvis uacceptabel i enhver henseende.

Hele sagen giver anledning til at understrege det princip, som Beboerforeningen for Dragør Gamle By bestyrelse altid forholder sig til: 

Beboerforeningen er ikke »politibetjent« over for borgerne. Vi giver med glæde vejledning i f.eks. forståelsen af de mange regler i Lokalplan 25, men hvis enkeltpersoner har klager eller indvendinger over konkrete forhold, henviser vi dem til selv at kontakte kommunen. Det er en mulighed, som enhver borger har ret til at benytte sig af. 

Beboerforeningen er ikke en myndighed eller myndighedernes forlængede arm.

Foreningen vil meget gerne øve indflydelse på medlemmernes vegne, men det gør vi gennem det ovennævnte officielle høringssystem og dialog med kommunen om f.eks. skraldeordning, varmeforsyning og højvandsbeskyttelse.

Med venlig hilsen
Hanne Bendtsen
Formand for Beboerforeningen for Dragør Gamle By

Vi har modtaget: Krudthus skal sælges

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om kommunens planlagte salg af det gamle krudthus på Bachersmindevej. Læs...

Vi har modtaget: Borgmesteren vil sælge Krudthus 2

Ann Harnek, Annette Nyvang og Peter Læssøe – allt fra liste T – har indsendt et debatindlæg om det...

Vi har modtaget: Lokalplanen i den gamle by

Morten Dreyer, Dansk Folkeparti i Dragør, har indsendt et debatindlæg om Normals og den restiktive Lokalplan 3 for den...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk