Vi har modtaget:

Udrensningen af bøger

»Skeletterne vælter ud af skabene,« nævner Kim Dupont i et indlæg i sidst uges avis (læs indlægget her, red.). 

Bøger er kasseret efter grønthøstermetoden i Dragør.

Kim Dupont blev oprørt over bibliotekets håndtering af de bøger, som skatteyderne gennem årene har betalt for, som han skrev om i sidste uge.

Jeg er også oprørt.

Skyldes udrensningen af bøger, at der nu skal være plads til bibliotekernes nye mantra om woke-litteratur og LGBTQ-dagsordenen?

En intern e-mail med forskellige kursusbeskrivelser, som Berlingske er kommet i besiddelse af, og som blev sendt til lederne af hovedstadens biblioteker i begyndelsen af det nye år, viser tendensen.

Artiklen rejser dog det spørgsmål, om danske bibliotekers litterære udvalg nu skal ideologisk præges af »wokeismen« og LGBTQ-dagsordenen. Det vil i givet fald måske være i strid med biblioteksloven, hvoraf det fremgår, at bibliotekerne ikke må lade religiøse, moralske eller politiske synspunkter være afgørende i udvælgelsen og sammensætningen af sine bogsamlinger.

Danske biblioteksansatte kan i disse dage og uger komme på kursus og få indsigt i »racialisering, hvidhed og privilegier«. Her kan de få konkrete bud på, hvordan de kommer i gang med at lave et mere inkluderende »regnbuebibliotek«, eller de kan få værktøjerne til at gennemgå eget biblioteks bogsamling med »kritiske briller«. Alt sammen med sigte på at øge mangfoldighed og repræsentation.

Afsenderen er chefkonsulent på Gentofte Central-bibliotek Amalie Ørum Hansen, medstifter af Nordisk Netværk for Normkritisk Ledelse for ledere i nordiske kunst- og kulturinstitutioner og ansvarlig for de fire kurser i centralbiblioteksregi, som hun præsenterer som »tiltag« i e-mailen.

Kurserne handler blandt andet om »det mangfoldige børnebibliotek«, »regnbuebiblioteker« og om »repræsentation og racisme«.

»En måde at signalere, at vi er biblioteker for alle, er gennem de materialer, vi stiller til rådighed, og hvordan de er formidlet,« står der i beskrivelsen til kurset »Diversity Audit – bliv klogere på repræsentationen i bibliotekets bogsamling«, hvor et digitalt værktøj undersøger bibliotekets samling af bøger på baggrund af en række opstillede parametre.

Gennem årene har der med mellemrum skyllet en flodbølge gennem landets bibliotekers bogsamlinger. F.eks. sendte Dragør omkring 1970 alle de gamle drengebøger til papirmøllen – bøger af Jules Verne, Dumas den yngre og den ældre, Kaptajn Marryat, B.S. Ingemans historiske romaner, Rider Haggard, Jonathan Swift, Robert Louie Stevenson – og dertil De Fem- og Jan-børgerne og mange flere røg den vej. Man skulle da have plads til de nye, sociale børnebøger om dagligdagen for en fraskilt, enlig moder med to børn, der er fortravlet med fabriksjobbet og forældremøderne i børnehaven.

En satsning på Dragør Bibliotek med woke- og LGBTQ-bøger og andre materialer er med sine nyreligiøse rødder bestemt et emne for biblioteksrådet, inden man køber stort ind i den nyeste trend.

Har biblioteksrådet været med i drøftelserne om Drag-ørs satsning på den sidste rabiate USA-strømning?

Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Formand for Dansk Folkeparti i Dragør

Vi har modtaget: Bliver filmen om Ellen Nielsen nu til noget?

Morten Dreyer har indsendt et indlæg om filmatiseringen af Ellen Nielsens liv. Læs mere

Vi har modtaget: Dragør Kulturnat 2024

Kim Dupont oplyser, at Dragør Kulturnat er klar fredag den 13. september. Læs mere

Vi har modtaget: Værftsgrunden kommer endelig i udbud

Flemming Blønd fra Sydamagerlisen har skrevet et debatindlæg om udbuddet af det forhenværende værft på Dragør Havn.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk