Vi har modtaget:

Voldsom træfældning i Kongelunden

Med hus i dejlige Møllevang er jeg i den sidste tid blevet forundret over den voldsomme skovfældning, der nu i en måned har foregået i Kongelunden. 

Møllevang er et dejligt og roligt rekreativt område, der omkranses af Kongelunden med trolden Bjarke og Amarminoen, der snor sig gennem skoven. Nu bliver grusstier – læs vandrestier – kørt op af en stor træfældningsmaskine, der både fælder og skover træerne, pløjer skovstier, ridestier og grusstier op med store huller – samtidigt med, at den rydder store skovarealer i en øredøvende larm fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen. Store arealer, hvor der før skovfældningen var meget dyreliv, er væk. Fugle hører man nu sjældent, og andre dyr ser man nu ikke mere. Hvorfor skal der skoves så store arealer på en gang? Det tager flere år, før der bliver træer i samme højde igen – mindst 20–30 år. Ingen, der enten bor eller besøger området, forstår denne meningsløse ødelæggelse af en i forvejen sårbar natur. 

Arealmæssigt er området i skoven ikke særlig stort i forhold til resten af Kongelunden, så dette voldsomme indhug i skovens mangfoldige træer er virkelig noget, der ændrer området mange år frem. 

Ingen forstår denne ødelæggelse – ingen i området er blevet orienteret, og hvad er egentlig formålet? Det er vi mange, som ønsker et svar på. Hvad siger Dragør Kommune til denne ødelæggelse af et rekreativt område? 

Hvem har besluttet dette, og hvad er begrundelsen fra administrationen for statsskoven – er de klar over denne ødelæggelse? Er det kun den lokale skovmedarbejders ansvar, hvad der fældes? 

Der må da være en overordnet plan – hvem står egentlig for ændring af dette naturskønne område, som nu ligner en påbegyndelse af en motorvej igennem skoven? 

Med venlig hilsen
C. Seidenfaden
Bogfinkevej 3, Møllevang

Vi har modtaget: Træfældning i Kongelunden

Sven Norup kommer her med svaret på C. Seidenfadens spørgsmål om træfældning i Kongelunden. Læs mere

Vi har modtaget: Danmarks vildeste kommune

Vivi Stecher vil vide, hvor den vilde natur bliver af i Dragør. Læs mere

Vi har modtaget: Evigt ejes kun det tabte

Tommas Brogaard, kandidat for Sydamagerlisten, har indsendt et debatindlæg om udviklingen af engvejsarealet. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk