Pokal-exit

Dragør Boldklubs førstehold tabte til stærk modstand fra københavnsserien.
Victor Dyhl krydser skindeben med en modspiller. Foto: Henrik Rosschou.
Victor Dyhl krydser skindeben med en modspiller. Foto: Henrik Rosschou.

Frederiksberg Boldklub (FB) blev Dragør Boldklubs (DB) endelige stop i årets pokalturnering.

FB-holdet havde få dage forinden tabt den sidste ligakamp, der med en sejr kunne have sendt dem i danmarksserien. De viste tydeligt, at de ville have en sidste sejr ved opgøret mod DB denne onsdag den 19. juni. Og det var helt fortjent, at gæsterne gik videre til næste runde af pokalturneringen, hvor de store hold træder ind.

Forsmag på næste sæson

Kampen igennem var DB et halvt skridt bagud i de fleste nærkampe, og spillerne fik prøvet, hvordan tempoet er i københavnsserien, hvor DB skal spille næste sæson.

DB startede ellers kampen fint med to afslutninger inden for de første ti minutter. Victor Dyhl stod for den ene – spillet godt frem af Tobias Oppermann og Lukas Søgaard i højresiden. Dyhls afslutning blev lige akkurat vippet over overliggeren af FB-keeperen.

Kort efter var det Peter Ursin, som forsøgte sig – men bolden gik over målet.

DB’s store angriber Niclas Frimand fik også spillet sig frem til en afslutning helt inde i FB-feltet, men dommeren mente, Frimand var for voldsom ved sin modstander og dømte frispark til FB. Det var dog lidt svært at se, at det skulle være tilfældet.

Et DB-hjørnespark efter ti minutter blev sendt direkte i hænderne på FB’s målmand, som hurtigt satte en kontra i gang. Her kunne man så konstatere, at der er lidt mere fart i københavnsserien. FB fik hurtigt spillet sig frem til en afslutning, men Mads Glæsner var klar i målet. Det var Glæsner generelt i hele kampen – og han var DB’s bedste spiller.

Kampen bølgede efterfølgende frem og tilbage med meget spil på midtbanen og enkelte afslutninger, som dog for begge holds vedkommende ikke var skarpe.

DB fulgte godt med i første halvleg og havde flere afslutninger på mål, end FB havde.

Gæster overtager

DB’s solide midtbanespiller, Mads Lund, måtte desværre forlade banen med en skade efter 39 minutter. Lund har været en af de mest stabile spillere hele sæsonen, så det var en kedelig sæsonafslutning for den unge spiller. Mathias Rahbek kom på banen i stedet for.

FB fik mere fat i kampen de sidste ti minutter af første halvleg – men de afslutninger, der ramte målet, tog Mads Glæsner sig af.

I 2. halvleg var FB spilstyrende. Bolden blev kørt rundt på DB’s banehalvdel og spillet rundt i alle verdenshjørner. DB kunne stort set kun forsvare og med enkelte kontraangreb søge muligheden for en scoring.

FB fik en stor chance allerede to minutter efter pausen. Et indlæg fra venstresiden resulterede i et hovedstød, der var tæt på at snyde Glæsner i målet.

Tobias Damkær stod for DB’s første afslutning i 2. halvleg efter 54 minutter. Han førte selv bolden frem. Nikolaj Strandby var klar med en et–to-aflevering i højre side – men selve afslutningen fra Damkær gik forbi det lange hjørne.

Niclas Frimand blev skiftet ud for en kort periode til fordel for Tobias Hjorth, som igen gjorde en god figur. Forhåbentligt venter der ham mere spilletid til efteråret.

FB scorede sejrsmålet efter 75 minutter. Hjemmeholdet mistede bolden på midten. FB kom til baglinjen og sendte et indlæg ind foran DB-målet, hvor forsvaret stort set var fraværende. En flad inderside afgjorde kampen.

Mathias Rahbek kunne dog kort før tid have udlignet, men hans vilde afslutning, som skulle have været på
mål, blev sendt op i atmosfæren.

Årets navne

DB’s sæson har været en lang og spændende rejse, som er blevet kronet med en flot oprykning til københavnsserien.

Efter sæsonafslutningen blev en række spillere anerkendt for deres indsats på holdet.

Frederik Frost blev topscorer med 17 mål i 20 kampe. Sammenlagt har han nu spillet 149 kampe for DB og lavet 83 mål.

Årets »fidusbamse« gik til Hector Uhl, mens Tobias Riber fik prisen for årets gennembrud.

Sidst, men ikke mindst, blev Frederik Frost kåret til årets spiller.

Fik du læst?