Den er hjemme

Først blev eksamenerne afsluttet på Tårnby Gymnasium & HF, så huen kunne komme på, og så var det tid til den officielle ceremoni
Flaget hejses. Foto: Tårnby Gymnasium & HF.
Flaget hejses. Foto: Tårnby Gymnasium & HF.

Mandag den 24. juni blev de første studenter fra årgang 2024 på Tårnby Gymnasium & HF (TG) udklækket.

Den vanlige tradition med flaghejsning, hurraråb og champagne blev naturligvis holdt i hævd – og efter tre dage havde hele årgangen fået huen på til glæde for både dem selv og deres familier og lærere.

Lørdag den 29. juni var det så tid til den mere højtidelige translokation, hvor studenterne fik eksamensbevis og bevingede ord fra skolens ledelse og en kendt minister.

Formiddagen forløb i gymnasiets store multihal, hvor musikalske indslag, taler og til sidst overrækkelse af eksamensbeviser stod på programmet.

Årets talere var foruden rektor Mikkel Sørensen, borgmester Allan S. Andersen (A) samt den tidligere TG’er og nuværende justitsminister Peter Hummelgaard (A). Sidstnævntes tale var spundet over det danske band Minds of 99’s sang »Stjerner på himlen« – og de unge mennesker fik det altid gode og eviggyldige råd om at huske solcremen med på vejen.

I år blev der som altid uddelt legater til elever, som havde gjort sig særlig bemærket med deres engagement i skolens liv, og som havde gjort en ekstra indsats for trivslen og sammenholdet på TG. Årets legatmodtagere var Ayoub Essabar, Filippa Pedersen og Carmen Clausen.

Til tonerne fra Kim Larsens »De smukke unge mennesker« forlod årgang 2024 Tårnby Gymnasium & HF som studenter med enten en blå eller en rød hue.

Ude foran ventede de store lastbiler, pyntet med bannere og grene og en helt anden mere »upbeat« musik.

På pladsen ved Tejn Allé stod både studenter, forældre og personale klar til at sende de unge mennesker af sted ud i livet efter henholdsvis to og tre års skolegang med daglige moduler, danske stile, biologirapporter, idrætsdage, studieture, eksamener, spænding og glæde og meget, meget mere.

Årene på TG har været med til at forme de unge mennesker, men denne lørdag handlede det om nuet, at nyde hvert minut af dagen, suge alting ind og at få skabt minder for livet.

Fik du læst?