Krudthus skal sælges på »stort udviklingspotentiale«

Ejendomsmægler lægger mere vægt på muligheden for at bygge boliger end på den historiske bygning

Kommunalbestyrelsen har besluttet at sætte Krudthus 2 til salg gennem offentligt udbud.

Ejendommen, som blev opført i 1782 som krudtmagasin for flåden, er fredet. Men det, der sandsynligvis gør den salgbar, er grunden, som den ligger på. Den har et samlet areal på 3.223 m2 med mulighed for yderligere byggeri.

Kommunen har fremlagt et udbudsmateriale, der lægger op til salg af Krudthuset til højestbydende. Materialet kræver blandt andet, at eventuelle byggetilladelser skal indpasses i forhold til den bagvedliggende bebyggelse.

Derudover skal købere fremsende et skitseprojekt, som viser, hvordan op til tre rækkehuse kan passes ind i området. Budfristen er sat til 15. august 2024.

Salgsbetingelserne fastsætter, at køberen skal tilvejebringe en ny lokalplan, og at der er en byggepligt, hvis køberen vælger at opføre boliger. Ejendomsmægleren EDC Erhverv Poul Erik Bech, der står for salget, understreger, at kommunen kan vælge frit mellem de indkomne tilbud eller afslå dem alle.

Ændringer fra administrationen

Udbudsmaterialet, der beskriver krudthuset, fremhæver på den allerførste side, at grunden har »stort udviklingspotentiale«, og at der er »mulighed for opførelse af tre rækkehuse«. Senere i materialet bliver krudthuset som bygning beskrevet i detaljer.

Administrationen havde dog hele otte ændringsforslag til materialet, allerede inden det nåede politikerne.

Blandt andet tidsfrister for udarbejdelse af lokalplan og ansøgning om bebyggelse – samt at kommunen er fritaget for ansvar i forhold til forurening og jordbundsforhold.

Endvidere har administrationen også været inde over med mindre, tekniske og sproglige rettelser af materialet. Det drejer sig navnlig om oplysninger, man har vurderet ikke at give mening for udbuddet – eksempelvis er en oplysning om, at Dragør har været i vækst i mange år, blevet fjernet.

Kommunalbestyrelsen har godkendt udbudsmaterialet med administrationens ændringer.

Der er dog en politisk uenighed om salget. Liste T og Sydamagerlisten har udtrykt bekymring for, at opførelsen af tre rækkehuse vil forhindre fremtidig brug af Krudthuset til almene eller kulturelle formål såsom café eller galleri.

Krudthuset på Bachersmindevej er sendt i udbud. Arkivfoto: Thomas Mose.
Krudthuset på Bachersmindevej er sendt i udbud. Arkivfoto: Thomas Mose.

Fik du læst?