Fugleskydning på fortet

En traditionsrig dag af fest, musik og præcisionsskydning venter i Dragør
Selve skydningen finder sted på Dragør Fort, hvor alle er velkomne til at kigge på. Arkivfoto: TorbenStender.
Selve skydningen finder sted på Dragør Fort, hvor alle er velkomne til at kigge på. Arkivfoto: TorbenStender.

Dragør Borgerlige Skyttelag afholder på søndag den 11. august den traditionsrige fugleskydning. Der er tilmeldt over 100 skyttebrødre til skydningen og til processionen fra »Kongens have« til Dragør Fort, hvor skydningen finder sted.

Årets konge Ole Theut har mottoet »Jagt & Paragraffer«. Foto: TorbenStender.
Årets konge Ole Theut har mottoet »Jagt & Paragraffer«. Foto: TorbenStender.

»Kongens« have ligger i år i den gamle by – på Sønderstræde 8 – hos Kong Ole Theut og Dronning Pernille. Der er samling om morgenen på Hans Isbrandtsens Plads for at hylde kongen og dronningen.

Festlighederne starter med den gammel velkendt tradition med musik af Helsingør Pigegarde kl. 8.45.

Kongen byder gæster og såvel gamle som nye medlemmer på forfriskninger fra morgenstunden. Der udnævnes nye storkorsriddere – helt som traditionen byder.

Der er tradition for mange interesserede og nysgerrige tilskuere til den første del af dagen.

March gennem byen

Efter de ceremonielle ritualer marcherer kongen, skyttebrødre og andre deltagere under ledelse af Helsingør Pigegarde. Undervejs vil der være flere stop ved bedesteder med passende tid til, at der kan blive smagt på varerne.

De lokale beboere undgår ikke at bemærke, at der er fugleskydning. Helsingør Pigegarde og den lange procession vil sætte sit præg på byen.

Processionen bevæger sig rundt i den gamle by og ad Kongevejen videre ud ad Engvej, inden der fortsættes til Dragør Fort.

Marchen fra Sønderstræde, gennem byen og mod fortet, vil ske i perioden fra kl. 9.15 til kl. 11.30.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Helsingør Pigegarden fører an i optoget, der går gennem den gamle by til Dragør Fort. Arkivfoto: TorbenStender.
Helsingør Pigegarden fører an i optoget, der går gennem den gamle by til Dragør Fort. Arkivfoto: TorbenStender.

Skydning og frokost

Fugleskydningen begynder straks efter ankomsten til Dragør Fort. Fortets ejer, æresstorkorsridder Torben Bødtker, og skyttelaget har opstillet telte og andre faciliteter, så skydningen kan gå i gang.

Kong Ole indleder med første skud. Han bliver efterfulgt af statsminister Kurt Thyregod og Kronprins Henning Pedersen, som var den dygtige skyttebroder, der nedlagde fuglens brystplade sidste år.

Skydningen afbrydes kl. 12 for frokost, hvor deltagerne fester og fejrer med sange og taler under en altid begivenhedsrig sammenkomst.

Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup, deltager som æresgæst.

Damernes frokost afholdes på Dragør Strandhotel, hvor Dronning Pernille sammen med sine medarrangører Helle Barth og Winnie Jensen har gjort sig umage med damefrokosten.

Efter frokosten genoptages skydningen. Omkring kl. 16.30 forventes fuglen at falde, og den nye kronprins – den, der har skudt brystpladen ned – kan udnævnes.

Dagen slutter efter de mange præmieoverrækkelser, når spændingen bliver udløst, og den nye konge for det kommende år udnævnes og hyldes af skyttebrødrene og andre tilstedeværende.

Dragør Borgerlige Skyttelag oplyser, at både borgere og alle andre interesserede er meget velkomne til at kikke forbi fortet i løbet af dagen og få et indblik i den festlige fugleskydning. Dog kræver deltagelse i skydning og frokost et medlemskab af Dragør Borgerlige Skyttelag – men man er velkommen til at komme og overvære traditionerne. Og måske man blive inspireret til et medlemskab?

 

Fik du læst?