Tweens skal ikke længere vælge mellem Elisenborg og Krudthuset

Fremover kan børn i alderen 9–13 år selv vælge fra dag til dag, hvor de har lyst til at gå i fritidsklub

Dragør Kommune har vedtaget nye retningslinjer for optagelse i fritidsklubber. Det betyder, at børn i alderen 9–13 nu ikke længere er knyttet til enten Elisenborg eller til Krudthuset.  Ordningen går fra enten-eller til både-og.

Fra den 1. september bliver de to forskellige matrikler lagt sammen til ét og samme fritidsklubtilbud.

Baggrunden for ændringen er et ønske om at gøre fritidsklubtilbuddet mere fleksibelt og tilgængeligt før børnene. 

Hidtil har forældre og børn valgt mellem Elisenborg og Krudthuset ved indmeldelse. Fremover bliver børnene indmeldt i én fritidsklub og kan frit vælge mellem aktiviteter på to forskellige matrikler.

Forskellige profiler

UngDragør, som står bag fritidsklubberne, arbejder på at udvikle forskellige profiler for de to matrikler med unikke programmer og indhold. Dette betyder, at børnene kan vælge at deltage i forskellige aktiviteter afhængigt af, hvilken matrikel de besøger på en given dag.

For eksempel kan et barn vælge at være på Elisenborg mandag og onsdag og i Krudthuset de øvrige dage.

En yderligere fordel ved den nye model er ifølge UngDragør, at medarbejderne kan arbejde på tværs af matriklerne. Tanken er, at deres kompetencer kan udfolde sig bedre, hvilket igen kommer børnene til gode.

Ændringen er vedtaget af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget og vil blive evalueret i januar 2025 for at vurdere effekten og eventuelt foretage justeringer.

Nye regler gør, at børnene i fritidsklub fra dag til dag kan vælge om de vil på Elisenborg eller Krudthuset. Arkivfoto: Thomas Mose.
Nye regler gør, at børnene i fritidsklub fra dag til dag kan vælge om de vil på Elisenborg eller Krudthuset. Arkivfoto: Thomas Mose.

Fik du læst?