Pletskud fra fortet

Dragør Nyt-fotograf fanger enestående supermåne fra Dragør Fort med professionelt grej.
Et supermånepletskud fra Dragør Fort. Foto: TorbenStender.
Et supermånepletskud fra Dragør Fort. Foto: TorbenStender.

Har man læst Dragør Nyt, kan man vel ikke være i tvivl om, at Torben Stender kan noget helt særligt med et kamera. Men her på redaktionen vil vi nu alligevel hylde hans fantastiske foto af sidste uges supermåne.

Sammen med mange andre fotolystne mennesker havde Dragør Nyt-fotografen mandag den 19. august taget turen op på Dragør Fort for at få den optimale udsigt til den spektakulære astronomiske begivenhed.

Til forskel fra de fleste andre, der fotograferede månen med deres medbragte mobiltelefoner, havde Torben Stender det helt rigtige udstyr med.

»Jeg havde taget mit stativ med, da jeg havde forventet, at jeg skulle tage billedet med lang lukketid,« forklarer Torben Stender. Dog måtte han sande, at skibe bevæger sig relativt hurtigt, og at lukketiden, hvis skibet skulle stå skarpt, derfor ikke måtte blive for lang.

Lidt for foto-nørderne

Torben Stender har taget billedet med et digitalt Leica SL2-kamera, hvorpå han havde monteret et Sigma 100–400 mm F5–6,3 DG OS | Contemporary 020-objektiv, som det så mundret hedder.

Fotoet er taget med en lukketid på 1/6 sekund og en blænde på 5,6.

Resultatet er lidt undereksponeret, men da billedet er optaget i RAW-format, kan det let rettes digitalt.

Desværre er avistryk ikke det optimale medie for billeder af så høj kvalitet som dette. Men vi har alligevel valgt at dedikere god plads til Torben Stenders fantastiske måneskud.

En digital version af fotoet kan findes på Dragør Nyts facebookgruppe, DragørNyheder, samt på Dragør Nyts hjemmeside – dragoer-nyt.dk

Fik du læst?