Skipperkoner og sildeeventyr

Årets »Skipperbyens Dag« afholdes lørdag den 31. august på Dragør Havn
Skipperbyens Dag – og de flotte, gamle sejlskibe – vender tilbage på havnen på lørdag. Arkivfoto: TorbenStender.
Skipperbyens Dag – og de flotte, gamle sejlskibe – vender tilbage på havnen på lørdag. Arkivfoto: TorbenStender.

Livet i Dragør, da skipperne havde deres gang i byen, er omdrejningspunkt for Skipperbyens Dag, der afholdes på lørdag, den 31. august, kl. 11–17.

På dagen inviteres børn, unge, voksne og alle med en barnlig sjæl til en hyggelig dag på havnen i skippernes, skipperkonernes og deres børns tegn. Alle gæster vil opleve mange frivillige, der med aktiviteter og oplevelser vil levendegøre og formidle Dragørs mangfoldige historie med udgangspunkt i byen og havnen.

I løbet af Skipperbyens Dag vil der være mulighed for at stifte bekendtskab med byens spændende fortid og prøve nogle af de opgaver, dagligdagen i Dragør bød på dengang.

Der vil blandt andet være muligt at navngive og forberede navigationen af eget skib med brug af kompas samt bestemme fragt og destination, gå på skattejagt og lære at bøde garn. Der kan også prøves kræfter med huslige pligter i hjemmet og på skibene ved for eksempel at lære at sy, væve og vaske tøj. Man vil sågar kunne møde en skibskok og dennes søster, som vil fortælle sildeeventyr fra middelalderen og op til vores dage. De to søskende laver også en egnsret samt serverer smagsprøver fra det lokale køkken, der i sin tid blev serveret både hjemme og ude på sejlskibene.

Der vil være musikalsk underholdning i form af sømandsviser skrevet om dragørernes oplevelser på havet.

På havnen bliver der fremvist flere gamle teknikker fra byens storhedstider med fiskeri og søfart som omdrejningspunk, eksempelvis vil teknikken for rebslageri, bådebygning og måttefletning blive vist. Endelig kan gæsterne vælge at få en rundvisning på Dragør Museum og gå med på en by- og havnevandring. Ligesom der på dagen vil være gratis adgang til både Dragør Museum og til Danmarks Lodsmuseum.

Oplev gamle skibe

Dragør Havn får i forbindelse med arrangementet også besøg af 8–10 gamle sejlskibe fra Nyhavns Skipperlaug.

De mange skibe vil ligge til kajs i den gamle havn. Der vil i løbet af eftermiddagen være rig lejlighed til at gå om bord på dem og få sig en snak med besætningerne, der sikkert kan fortælle om både sejlskibene og deres rejser med dem.

Det vil samtidig være muligt at opleve restaurering af den gammel lodsbåd Ravnen, se havnens smakkejoller med kadrejere, Lodsbåd 202 samt høre mere om kutteren Elisabeth K571, der foruden sit fiskervirke også i sin fortid sejlede jøder over Øresund under anden verdenskrig.

Der vil være mulighed for at købe drikkevarer og noget at spise, herunder kager bagt efter opskrifter fra en lokalhistorisk kogebog.

Skipperbyens Dag er en årligt tilbagevendende begivenhed, der blev afholdt første gang sidste år. Her var der over 500 gæster, og arrangørene håber, at der i år vil komme endnu flere.

Bag arrangementet står kommunens tre museumsforeninger: Dragør Museumsforening, Amagermuseets Venner samt Danmarks Lodsmuseumsforening.

Se også annoncen på side 5.

Fik du læst?