Sommerlæsning blev afsluttet med is og forfatterbesøg

Fantasyforfatteren Katrine Skovgaard kiggede forbi Dragør Bibliotek lørdag for at fortælle om sine bøger – og markere afslutningen på årets Sommerbogen
Katrine Skovgaard signerer sin bog Basismagi C. Hun skriver også en lille hilsen i den til de fremmødte børn, som efterfølgende kan tage bogen med hjem. Foto: Maya Schuster.
Katrine Skovgaard signerer sin bog Basismagi C. Hun skriver også en lille hilsen i den til de fremmødte børn, som efterfølgende kan tage bogen med hjem. Foto: Maya Schuster.

Selv om der ikke var fuldt hus, var stemningen på børnebiblioteket på Dragør Bibliotek på Vestgrønningen lørdag formiddag, den 31. august, høj.

Her var et par håndfulde af byens større børn mødt op for at møde forfatteren Katrine Skovgaard, der fortalte om sine bøger, der hovedsageligt er i fantasygenren.

Katrine Skovgaards oplæg blev afsluttet med boggaver til alle, og hun signerede sin bog »Basismagi C« med en personlig hilsen til de, der havde tilbragt den forgangne time i hendes selskab.

Forfatterbesøget markerede samtidig afslutningen på »Sommerbogen« – et årligt tilbagevendende og landsdækkende arrangement, hvor børn og unge mellem seks og 16 år kan udfordre sig selv med boglæsning. Dels skal de deltagende børn her læse i forskellige situationer – for eksempel udendørs, eller mens de spiser en is – og dels skal de låne, læse og anmelde tre bøger.

Sommerbogen har været meget populær i år, fortæller børnebibliotekar Isabel Grubbe.

»Vi har haft 72 deltagere. Jeg har været på biblioteket i otte år, og det er første gang, vi er kommet op på over 50. Det er vi selvfølgelig glade for,« siger hun og tilføjer:

»Vi har også haft flere drenge blandt deltagerne, end vi plejer, og der har været flere af de lidt ældre børn, som har været en del af arrangementet. Vi håber, at det skyldtes vore forskellige tiltag med for eksempel udstillinger i både børne- og ungdomsafdelingen og flere plakater.«

Det gode resultat blev fejret med is i bibliotekshaven til alle, der var mødt op til forfatterarrangementet.

Katrine Skovgaard signerer sin bog Basismagi C. Hun skriver også en lille hilsen i den til de fremmødte børn, som efterfølgende kan tage bogen med hjem. Foto: Maya Schuster.
Der indtages is i bibliotekshaven efter forfatterbesøget. Foto: Maya Schuster.

Fik du læst?