Muskelbåde mødtes i havnen

23 af de helt hurtige speedbåde lagde vejen forbi til en ­sæsonafslutning lørdag
Løbet begynder i Dragør, hvor nysgerrige kan beundre de mange både. Foto: TorbenStender.
Løbet begynder i Dragør, hvor nysgerrige kan beundre de mange både. Foto: TorbenStender.

Dragør lagde havn til starten, da 23 af de helt hurtige speedbåde lørdag holdt sæsonafslutning med afvikling af Copenhagen ALR – Absolute Last Run.

De mange både er vidt forskellige, men har en ting tilfælles – de kan sejle over 40 knob, eller 72 kilometer i timen, fortæller Christian Bruhn, der er arrangør af Copenhagen ALR.

Hans egen båd kan nå op på det, der svarer til 130 kilometer i timen, og det kan mærkes, når man er på vandet, fortæller han.

»Vi havde bølger på op til en meter og 20. Det kan vi godt lide, men man kan også mærke det. Min sensor ombord viste, at vi et par gange blev ramt med 7G i rygsøjlen,« siger han.

Artiklen fortsætter efter billedet.

23 både og omkring 80 personer deltager i løbet. Foto: TorbenStender.
23 både og omkring 80 personer deltager i løbet. Foto: TorbenStender.

Copenhagen ALR er ikke en konkurrence, men et »fun run«, der markerer afslutningen på sommersæsonen – blandt andet med en skattejagt omkring Flakfortet.

»Vi holder det for at mødes og komme lidt ud på bølgerne og nyde den sidste smule sommer sammen,« siger han.

Fremmødet på 23 både og omkring 80 personer er han godt tilfreds med.

»Powerbådklubben har ikke været så gode til at få nye med, efterhånden som nogle af de ældre faldt fra. Men vi har gjort opmærksom på os selv på Facebook, og det har hjulpet,« siger han.

»Mange tror, at man skal have en helt vild båd, men det er ikke tilfældet. Man kan nærmest sammenligne os med amerikanerbiler. Der er mange forskellige klasser.«

Når man sejler i højhastighedsbåde er der mange hensyn at tage – og både politi og andre sejlklubber har da også været ind over, før løbet kom i stand.

Samtidig er sikkerheden om bord i stærkt fokus – kaptajnen er ledsaget af en navigatør, og gruppen har en pacebåd, der ved hjælp af flag signalerer, når man skal tage ekstra hensyn. Samtidig skal bådene være mindst 300 meter fra kysten, før de sætter fart på.

Fik du læst?