Som barn trampede han rundt på brostenene uden for barndomshjemmet på Kongevejen i Dragørs gamle bydel. Han spillede golf og bordtennis og elskede at konkurrere med sin storebror og far, der også var sportsmennesker.
Skoletiden på Dragør Skole var fin, men det faglige interesserede ham ikke, og da han var 13 år, blev piger og fester mere spændende end sporten. Så han var på mange måder en helt almindelig teenager, der levede et helt almindeligt liv og ikke vidste, hvad han ville være, når han blev stor.
Men den tid lader til at være langt væk, når man sidder over for 31-årige Mikkel Dal Hende, der har sat sine dreadlocks op i en hestehale og med sit solbrune ansigt og meget direkte, nysgerrige blik ikke lader til at være det mindste i tvivl om, hvem han er, og hvad han vil med sit liv efter at have været på konstant rejse rundt i verden de seneste seks et halvt år.
»Jeg rejser efter de autentiske oplevelser og mødet med de lokale. Jeg vil gerne forstå mennesker, forskellige religioner og kulturer. Hvorfor gør folk, som de gør? Vi lever i en verden, hvor der sker en større og større splittelse, og jeg tror, den eneste måde at komme den til livs på er ved at prøve at forstå. Og når man først er begyndt. Når man først har haft alle de her møder med mennesker. Så bliver man nysgerrig og vil se mere og mere. Det sætter livet i perspektiv på alle måder,« forklarer Mikkel Dal Hende.
Ned ad Ganges i kano
I mandags, den 16. september, satte han sig om bord på et fly mod New Delhi. Han skal – alene, i en kano, med telt i en rygsæk – sejle ned ad verdens helligste, men også mest forurenede flod – Ganges-floden.
Han har ingen fast plan. Han vil bare slå sit telt op på bredden af floden på de steder, hvor det kan lade sig gøre, og tage turen, klimaet, floden og menneskerne, som det kommer.
Dragør Nyt nåede lige at møde ham, inden han tog af sted.
»Jeg har mange spørgsmål, som jeg håber at finde svar på. Indien er jo et superspirituelt land, og Ganges-floden er verdens helligste. I januar 2025 er der en kæmpe pilgrimsrejse, hvor 300 millioner mennesker forventes at mødes for at rense deres sjæl i floden. Men der er jo noget enormt paradoksalt i, at folk kommer for at rense sig i verdens mest forurenede flod. Jeg forestiller mig, at der bor mange spændende mennesker langs med floden, som jeg bare glæder mig til at møde,« lyder det fra Mikkel Dal Hende.
At han sejler af sted i en kano bliver nok et helt naturligt samtaleemne. For kanoer er ikke et kendt transportmiddel i Indien. Derfor har Mikkel Dal Hende fået sin egen kano fløjet til Indien.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ingen globetrotterfamilie
At Mikkel Dal Hende nu sejler af sted på Ganges-floden lader til at være en helt naturlig mission for ham. I hvert fald i forlængelse af det, han har lavet de sidste seks et halvt år.
Alligevel mener han, det er en tilfældighed, at der er endt med at stå eventyrer øverst på hans cv.
»Det er jo ikke fordi, jeg er opvokset i en globetrotter-familie. Jeg lignede alle mine andre venner i Dragør, hvoraf mange stadig bor i byen og har børn der. Men jeg tror på, at der hele tiden er små frø, der plantes i en, og som så leder en på vej. En række tilfældige handlinger kan betyde, at du kommer nogle helt andre steder hen, end du havde regnet med,« siger han.
Han var den eneste fra sin klasse, ja fra hele skolen, som valgte at starte på Niels Brock efter folkeskolen. Han gad ikke STX på Tårnby Gymnasium, som de fleste andre.
»Da jeg så var færdig, havde jeg hørt, man kunne blive skibums i Østrig, og så tog jeg derned som 18-årig og blev ski-instruktør. Da jeg kom hjem derfra, skulle jeg i militæret, og der valgte jeg også den kaserne, der lå allerlængst væk. Nemlig Skive. Jeg anede intet om det sted. Jeg vidste bare, jeg gerne ville opleve noget helt andet. Og så endte jeg med at uddanne mig til sergent og være i militæret i fem år. Efter ikke at have været særlig god i skolen oplevede jeg for første gang at få topkarakterer. Det gav en stor motivation. Jeg elskede at kunne bruge min krop og få det der aspekt af at leve i naturen, som man har i militæret,« forklarer Mikkel Dal Hende.
Vildere og mere simpelt
Efter de fem år i militæret ville han dog gerne tage alle de ting, han havde lært, over i en ny kontekst. Så han begyndte på en friluftsvejlederuddannelse, lavede bål og sov i naturen. Og så var det, at han begyndte at rejse. Først i et par år som backpacker, hvor han vandrede meget, sov i telt eller overnattede på billige hostels.
Han tog rundt i verden for at få fotos af de flotteste vandfald og de smukkeste bjerge. Men en anden stemme indeni ham begyndte at overdøve hans rejseplaner. Det skulle være vildere, mere råt, mere simpelt – og han ville opleve de veje, stier og byer, som ikke var fyldt med turister. Tale med de folk, der knap nok havde set en hvid mand før.
Så Mikkel Dal Hende og hans bedste ven Torbjørn, som han havde mødt på sergentskolen i Varde, fik i 2020 den idé, at de ville cykle til Bangladesh.
De havde aldrig for alvor cyklet før. Men de havde lyst til at opleve alt det, der var mellem A og B. Ikke bare flyve eller køre med bus mellem to punkter.
»Så vi satte os op på cyklerne i Fælledparken og tog af sted. Men da vi nåede til Tyrkiet, kunne vi hverken komme øst- eller vestpå på grund af corona. Så vi måtte ændre vores planer helt. Vi endte med at sætte os på et fly til Uganda, hvor der stadig var åbent,« fortæller Mikkel Dal Hende og fortsætter:
»Og så cyklede vi ned gennem Afrika i syv måneder. Gennem blandt andet Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia, Botswana og Namibia, og så endte vi i Cape Town i Sydafrika. Den rejse ændrede mig. Pludselig var det ikke alle de smukke destinationer, som var det spændende. Det var fantastisk at opleve at spørge lokale til råds, hvor man kunne slå sit telt op, og så endte man med at spise middag hos dem, sove på deres gulv og lege med deres børn. Det var og er en fantastisk følelse at møde så megen gæstfrihed og så mange hjertevarme mennesker. Nogle gange kan du ikke snakke med folk, fordi I ikke har et fælles sprog. Og så alligevel kan man mærke en her »connection«.«
Mikkel Dal Hendes øjne lyser, når han fortæller. Det er helt konkrete øjeblikke fra Afrika-turen, der har brændt sig allermest fast på hans nethinde.
»At sidde på en cykel, mens giraffer, elefanter, gnuer og zebraer krydser vejen foran en. At være blandt dyrene på den måde. Det var en meget dyb oplevelse. Det var også vildt at opleve, hvordan vi efter at have cyklet i fem dage rundt i et område med helt små landsbyer, mødte folk, der vitterligt aldrig havde set en asfaltvej. Aldrig været uden for landsbyen. De boede i små »mud-huts« og dyrkede majs og spiste majsgrød. Vi var kommet af sted på denne rute uden mad, fordi vi troede, vi kunne købe noget undervejs. Men de var så fattige, at de knapt nok kunne brødføde sig selv. Så kunne vi jo ikke være bekendt at bede om mad, bare fordi vi var to dumme, privilegerede unge, der ikke havde planlagt godt nok,« forklarer Mikkel Dal Hende.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Kæreste i Botswana
Afrikaturen var også magisk, fordi det var her, han mødte sin nuværende kæreste, Sophie Vartan – en britisk eventyrer, der havde bygget en camp op i Botswana og boet der i 10 år.
Nu har parret et hus sammen i Cape Town og driver virksomheden »Adventurous Souls«. De har netop afholdt »The Adventure Festival 2024« i København med 2.500 festivalgæster og et tætpakket program over tre dage med eventyrere i alle genrer, der har delt deres oplevelser.
»Det er andet år i træk, vi har holdt festivalen, og det går supergodt. Så det skal vi bygge videre på. Men det giver ikke nogen penge, så foreløbig er det kun en kæmpe passion. Så når jeg er hjemme for at tjene penge til mine rejser – cirka to måneder om året – er det friluftsaktiviteter, jeg laver. Jeg underviser for eksempel i kajak og arrangerer friluftsture i Norge. Under corona underviste jeg alle elever fra 5.–9. klasse på de tre folkeskoler i Dragør i mountainbike,« forklarer Mikkel Dal Hende.
Stor opbakning hjemmefra
Det er bestemt ikke millioner af kroner, han skraber sammen i sine arbejdsmåneder. Men det har han heller ikke brug for med den måde, han rejser på.
»Jeg kan godt lide at »roughe« den. At lave min egen mad. At leve simpelt og skrabet. Det giver en enorm frihed at rejse med cykel eller nu med kano og have en retning, men ikke en plan. Jeg stopper, når jeg har lyst, og jeg gør, hvad jeg har lyst til. Det danner helt andre tankemønstre i ens hjerne,« forklarer Mikkel Dal Hende.
Han har også lært, at de bedste minder opstår, når man siger ja til de uventede oplevelser og invitationer. Men han er ikke dumdristig. Når de lokale siger, man skal passe på elefanterne, når man sover i telt, så lytter han. Hvis de lokale siger, at en flod er for dyb til at krydse, så gør han det ikke. Eller hvis de lokale fortæller om uvejr, der er på vej, så camper han et par dage ekstra.
»Jeg har altid fået en enorm opbakning fra både min storebror og mine forældre til det, jeg gør. Men jeg tror også, det er fordi, de stoler på, at jeg tager de rigtige valg. Og at jeg er god til det, jeg gør. Jeg har cyklet med min far og vandret med min mor, og de har selv oplevet, hvad jeg kan. Det, tror jeg, hjælper dem, når jeg tager af sted,« fortæller han.
For ufarligt er det jo ikke at cykle på de stier, som meget få andre har cyklet på før, eller at bevæge sig i områder, hvor der kan være vilde dyr, uforudsete vejrsituationer og farlige bander.
Alligevel påstår Mikkel Dal Hende, at han aldrig har følt sig bange. Og at han aldrig for alvor har været i fare.
For to et halvt år siden oplevede han dog noget meget voldsomt, som altid vil følge ham på hans rejser.
»Torbjørn, som jeg rejste gennem Afrika med, blev dræbt af en vejsidebombe, da han cyklede i Irak. Det var dybt tragisk og en kæmpe sorg. Men det ændrede ikke på den måde, jeg rejser på. Tværtimod ville jeg så hurtigt som muligt ud på cyklen igen. Jeg ville væk fra det tunge, ud i den friske luft og genopleve minderne med Torbjørn. Så nu tænker jeg altid på: Hvad ville Torbjørn have gjort eller ønsket for mig? Skulle jeg sidde og hænge? Ville han have brudt sig om det? Eller ville han have ønsket, jeg fortsatte den stil, vi lagde sammen – at være nysgerrig på verden? Jeg tror det sidste, og derfor gør jeg det også,« forklarer Mikkel Dal Hende.
Kort efter Torbjørns død tog Mikkel Dal Hende derfor på en lang tur, hvor han cyklede fra Los Angeles til Panama. Også selvom han her vidste, han måske skulle cykle slalom mellem narkokarteller og møde andre potentielle farer.
»Døden er ikke noget, jeg frygter. Samtidig er jeg ikke dumdristig. Jeg elsker at leve. Men jeg lader mig bare ikke skræmme af frygten for, at der skal ske noget,« forklarer han.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Viden, forståelse og broer
Siden er det også blevet til mange andre ture – også en cykeltur rundt i Danmark i maj og juni i år på en Long John fra 1950’erne. For han vil vise, at eventyret findes alle de steder, blot man er åben for det. Og netop nu udforsker han altså Ganges-floden.
Dragør Nyt kommer løbende til at følge med på turen. Selv om det ikke altid er muligt at få fat på ham. For han har kun net- og telefonforbindelse, når han er på et sted med civilisation og wifi, noget, han mener, alle burde prøve på et tidspunkt.
»Livet kan være rigtig stort, men det kan også være småt. Jeg er utrolig glad for, at jeg er endt der, hvor jeg er. Og at jeg får mulighed for at møde så mange andre typer af mennesker og kulturer og forhåbentlig komme hjem med en viden, vi kan bruge til at skabe mere forståelse og flere broer i vores samfund i stedet for at skabe splittelse,« lyder det fra Mikkel Dal Hende.
