»Selvom det nu er mere end 50 år siden, at jeg har boet på Amager, så hænger mit hjerte stadig ved Amager.«
Sådan skrev Jan Zibrandtsen i sine erindringer for 20 år siden. Og dette er baggrunden for, at han og hans kone Rigmor testamenterede 50 procent af deres formue til Museum Amager.
Boet efter Jan Zibrandtsen, der stammer fra Dragør, er netop blevet færdigopgjort – 15 måneder efter at han som 94-årig sov ind i maj sidste år.
Og nu står Museum Amager altså med en stor pose penge, de er meget taknemlige for, og som giver dem musklerne til at sætte en masse nye projekter i gang. Projekter, der ærer Rigmor og Jan Zibrandtsens minde og samtidig kan få stor betydning for et lokalmuseum som Museum Amager.
»Jan Zibrandtsen interesserede sig for Amagers kulturhistorie. Museet vil gerne ære Jans og hans hustrus minde og bruge en del af midlerne på områder, hvor hans interesse er sammenfaldende med museets,« lyder det fra museumsleder Søren Mentz.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ny forskning om kvinders stilling på Amager
Det var tilbage i 2007, at Jan og Rigmor Zibrandtsen sammen besluttede at skrive et testamente, der fastslog, at halvdelen af deres formue skulle tilfalde Amagermuset – det, der i dag hedder Museum Amager.
Og Jan Zibrandtsen nedskrev meget tydelige instruktioner i, hvad der skulle ske efter hans død. Instruktioner, som hans nærmeste slægtning, niecen Kirsten Hede, som bobestyrer fulgte til punkt og prikke. Først på listen stod der, at bestyrelsesformanden for Museum Amager skulle kontaktes med nyheden om, at Jan og Rigmor Zibrandtsen havde betænkt museet i deres testamente.
»Glæden var stor med udsigt til at kunne styrke museet. Dels med renovering af samlingerne, skabe nye spændende udstillinger og formidlingsplatforme. Og så skaber det basis for ansøgninger til fonde om renovering af vores museer og ikke mindst Museum Amagers forskning på udvalgte områder. Kirsten fortæller, at Jan gerne så en belysning af kvindernes liv både i dagligdagen på Amager og som lokalsamfundets identitetsbærere i kraft af egnsdragten,« fortæller Carsten Dinesen Maass, bestyrelsesformand for Museum Amager.
Netop derfor er en af de ting, arven konkret skal bruges på, et forskningsprojekt om amagerdragtens kulturhistorie og kvinders stilling på Amager.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Skal ikke betale arveafgift
Carsten Dinesen Maass forklarer i øvrigt, at Museum Amager har samarbejdet med skattemyndighederne om at få museet optaget på en liste over afgiftsfrie foreninger – og det er nu lykkedes.
Det betyder, at når for eksempel en lokal familie som Jan og Rigmor Zibrandtsen ønsker at testamentere dele af deres formue til museet, så skal museet ikke betale arveafgift.
»Vi er meget taknemmelige og beærede over, at også de gamle slægter med rødder i den hollandske indvandring på denne måde også påskønner det arbejde, som Museum Amager gør som et kulturbærende museum. En testamentarisk gave til Museum Amager vil således altid blive udbetalt til museet uden fradrag til en arveafgift,« forklarer Søren Mentz.
Styrker museets position
Søren Mentz og Carsten Dinesen Maass peger i øvrigt begge på, hvordan arven betyder en markant styrkelse af Museum Amagers ressourser og kan være medvirkende til udviklingen af Museum Amager som et lokalhistorisk museum, der er integreret i lokalsamfundet. Men også et museum, der nu kan leve op til de krav, som den nye museumsreform stiller til museet, så det fortsat kan bevare sin statsanerkendelse som et selvstændigt museum med en vigtig rolle i Danmarks historieformidling.
Et arbejde, de allerede påbegyndte sidste år, da der blev holdt et visionsseminar med repræsentanter fra museumsverdenen, Slots- og Kulturstyrelsen og Saxo-instituttet, samtidig med at de også er i gang med at realisere et tæt samarbejde med Greve Museum.
Derfor har Museum Amager faktisk også allerede en meget konkret plan for, hvilke projekter arven skal bruges til at realisere, forklarer Søren Mentz.
Ud over forskningsprojektet i amagerdragtens kulturhistorie og kvinders stilling på Amager drejer det sig blandt andet om restaurering af malerierne i Tømmerupstuen på Amagermuseet, ansættelse af en frivilligkoordinator og renovering af lodsstation på Dragør Gamle Havn.
Foran den gamle gård i Store Magleby ses her museumsleder for Museum Amager, Søren Mentz (tv.), bobestyrer Kirsten Hede og bestyrelsesformand for Museum Amager, Carsten Dinesen Maass. Foto: Museum Amager.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Rigmor og Jan Zibrandtsens historie
Af Kirsten Hede, Søren Mentz, Carsten Dinesen Maass og Inger Kjær Jansen
Jan Dirch Zibrandtsen blev født den 23. januar 1929 og var søn af gårdbestyrer Chrilles Zibrandtsen og Karen. Begge forældre blev født i Store Magleby på henholdsvis Hjørnegård og Aldershvile.
De blev i 1927 bestyrere af gården Skelgaarde, der lå på Tømmerupvej 90 i Tømmerup, hvor Jan således tilbragte hele sin opvækst. I 1934 fik Jan en lillebror, Jørgen.
I 1943 købte Chrilles Zibrandtsen gården. Forældrene var meget tilknyttet livet i Store Magleby. Så meget, at begge børn blev døbt i Store Magleby Kirke.
Jan gik først i den lokale landsbyskole i Tømmerup og siden på Korsvejens Skole, hvor han fik realeksamen i 1945. Da det var meningen, at han skulle følge i sin fars og forfædres fodspor med at drive et amagerlandbrug, begyndte han efter endt realeksamen at arbejde for sin far på Skelgaarde. Han var ikke ukendt med arbejdet, da han havde hjulpet til i ferier.
Gården blev skiftet ud med jura
I løbet af foråret 1946 modnedes hans ønske om at vende tilbage til bøgerne, hvilket hans forældre støttede ham i. Derfor blev han indmeldt på Akademisk Studenterkursus i Nyropsgade.
Efter studentereksamen begyndte Jan på jurastudiet på Københavns Universitet, der dog kortvarigt blev afbrudt af militærtjeneste.
Da Jan havde fuldført jurastudiet i 1955, blev han ansat ved Statsanstalten for Livsforsikring, hvor han mødte sin kommende kone Rigmor Hede Hansen, og de bosatte sig i Birkerød i 1956.
I 1964 blev Jan ansat som fuldmægtig ved Frederiksborg Amt, hvor han fortsatte sit arbejde indtil pensioneringen.
Rigmor Hede Hansen (født Nielsen) blev født i 1925 i Tureby syd for Køge.
Rigmor og hendes forældre, Tora og Christian Hede Nielsen, samt Rigmors yngre søskende, Thea og Anker, voksede op på en mindre gård i Store Tårnby tæt ved Vallø Slot. Slottet og aktiviteterne omkring dette stod centralt for alle i familien gennem hele livet.
Rigmor blev efter endt realeksamen uddannet kontorassistent hos Crome og Goldschmidt, som på dette tidspunkt var et af Københavns førende stormagasiner. Rigmor fik herefter ansættelse i inkassoafdelingen i Statsanstalten for Livsforsikring. Det var som nævnt her, at et »møde i cykelkælderen førte til mere«, som Jan har beskrevet det i sine erindringer.
Eneste datter gik bort
Rigmor deltog aktivt i aktiviteterne omkring Jans arbejde på Amtsgården i Frederiksborg. Rigmor var blandt andet kendt som en meget omfavnende og inkluderende værtinde, når nervøse ægtefæller skulle til middag med Amtsrådet.
Jan og hustruen Rigmor Hede Zibrandtsen var gift i 56 år og fik i 1957 datteren Neel. Familien skabte et hjem, der var præget af ordentlighed, kærlighed og et fællesskab, hvor deres forskellige kompetencer kom i spil gennem et langt ægteskab. Desværre gik Neel i 1996 bort efter længere tids svær sygdom.
Jan skrev sine erindringer fra Tømmerup i de kommende år, blandt andet barndomserindringer fra landsbyen i 1930’erne, som udkom i fire dele i det lokalhistoriske tidsskrift fra Tårnby lokalarkiv »Glemmer du« fra 2010–2012. Det er første gang, at der blev skrevet om dette emne. Jan var meget omhyggelig med at skrive så korrekt som muligt om livet der, og det gjorde han med stor indlevelse. Man fornemmer, at selvom han fraflyttede landsbyen, så følte han stadig en stor tilknytning til Tømmerup. Han besøgte sit barndomshjem meget ofte og har sikkert udvekslet barndomserindringer med sin bror, Jørgen, der drev gården efter farens død og overtog den efter sin mor i 1991.
Bidrog til forskning
Ud over barndomserindringerne kastede Jan sig ud i et forskningsprojekt om Tømmerupstillingen fra Første Verdenskrig. Projektet overlod Jan siden til Museum Amager ved museumsinspektør Christian Aagaard, Museum Amager, som arbejdede videre på det og skrev en artikel om emnet under titlen: »Forsvaret af Amager 1914–1918. Københavns glemte front på Amager« i Tidsskriftet Fra krig og fred i 2019.
Dirch Jansen, der er kendt som tidligere fotograf fra Dragør Nyt, formand for Amagermuseet og skaber af en række fremragende publikationer og film om Amager og Saltholm, var fætter til Jan Zibrandtsen. Dirchs mor og Jans mor var søskende på Aldershvile, og der forblev en tæt kontakt mellem de to slægter. Specielt Dirch og Jørgen rejste ud i verden som unge, og Dirch holdt meget af at besøge moster Karen – Jans mor – i Tømmerup.
Dirch og hans viv, Inger Kjær Jansen, som også var lokalarkivar i Tårnby Kommune, bibeholdt en tæt kontakt til Jan gennem årene lige til hans død i maj 2023 både på det familiære og det faglige plan. Derved har Inger Kjær Jansen i høj grad bidraget med fortællingen om Jan Zibrandtsens opvækst, karriere og slægt.
Jan Dirch Zibrandtsen og Rigmor Hede Zibrandtsen skrev i 2007 et testamente, hvori det er bestemt, at halvdelen af formuen skulle tilfalde Amagermuseet (Museum Amager).
Rigmor Hede Zibrandtsen gik bort i 2012. Jan Dirch Zibrandtsen døde fredfyldt i maj 2023. Jan blev 94 år gammel og citerede på latin – to dage før sin død – for Kirsten og hendes søn Jacob inskriptionen over døren til Københavns Universitet: »Tanken, som søger det sublime, skuer det himmelske lys.«
Alt er foregået, som Jan ønskede det
Jans nærmeste slægtning Kirsten Hede, der er datter af Rigmors bror Anker, havde i mange år været tæt på Jan i alle relationer. Og som bobestyrer har hun i de seneste 15 måneder arbejdet på at afslutte i skifteretten og på fornemmeste vis dels løst alle de administrative opgaver, der hører til bobestyrerens opgaver, men ikke mindst formået at transskribere Jans og Rigmors tanker om denne meget flotte gave til Museum Amager.
Kirsten og hendes familie havde et meget tæt forhold til Jan, og de fulgte ham til det sidste.
Jan var meget interesseret i kunst og arkitektur, og han havde igennem mange år introduceret og delt glæden for dette med Kirsten. De besøgte derfor tit Ordrupgaard, SMK og andre kunstmuseer – og havde ofte lange og givende samtaler med hinanden, og som Kirsten udtrykker det, var det altid være Jan, som hun ville ringe til, hvis hun skulle have svar på et spørgsmål.
Vores samarbejde med Kirsten og hendes mand, Søren, har i hele dette forløb været forbilledligt, og det er familiens opfattelse, at alt er forgået, som Jan havde ønsket, og han sikkert et eller andet sted fra glæder sig over samarbejdet og udmøntningen af hans/deres ønsker.
Æret være Rigmor og Jans minde.