50-årsfest fra morgen til aften

Lørdag den 22. juni var én lang festdag, hvor Dragør fejrede sit 50-års-jubilæum som kommune. Fra klokken 9 om morgenen og helt frem til midnat kunne enhver deltage i det ene arrangement efter det andet.
På trods af støvregn er næsten alle pladser optaget, da den store jubilæumsfest skydes i gang med fælles morgenmad på Dragør Havn. Foto: TorbenStender.

På trods af støvregn er næsten alle pladser optaget, da den store jubilæumsfest skydes i gang med fælles morgenmad på Dragør Havn. Foto: TorbenStender.


Lørdag den 22. juni var én lang festdag, hvor Dragør fejrede sit 50-års-jubilæum som kommune. Fra klokken 9 om morgenen og helt frem til midnat kunne enhver deltage i det ene arrangement efter det andet.

Det hele begyndte på Dragør Havn med fælles morgenmad i støvregnen. Her holdt borgmester Kenneth Gøtterup tale, hvor han på finurlig vis bragte deltagerne fra 1974 til 2024 via tidsbilleder baseret på nedslag med ti års mellemrum. Det blev fulgt op af sang med Dragør Musik- og Kulturskole.

Efterfølgende blev der i området ved den gamle by og havnen budt på åbent hus-arrangementer rundtomkring. Det var således muligt at tage et nærmere kig på Danmarks Lodsmuseum, Dragør Bibliotek, Dragør Bådelaug, Dragør Kirke, Dragør Museum, UngDragør og meget andet. Der blev også budt på byvandringer med titlerne »Sporene i Dragør efter hollænderne« og »Langs den gamle kommunegrænse«.

Op af dagen rykkede festlighederne til Store Magleby. Der var her åbent hus på Amagermuseet og koncert i Store Magleby Kirke med med Sidsel Storm Kvartet – Dragørs lokale jazzsangerinde med band. Og inden aftenens arrangement på vandværksgrunden med festtaler af borgmester Kenneth Gøtterup og viceborgmester Nicolaj Bertel Riber samt musik fra The Big Beat og DJ Outzen blev den spektakulære tøndeslagning med fælles ridt fra kommunens to fastelavnsforeninger gennemført i Hovedgaden.

I anledning af den store fest har Dragør Nyt talt med borgmester Kenneth Gøtterup om dagen, hvor Dragør fejrede sig selv og de 50 år som kommune. Det var en glad, stolt og rørt borgmester, der gerne vil dele sine indtryk med avisens læsere – og de kan læses her.

 

Kære Dragør

Lørdag var en utrolig dejlig dag med masser af god stemning, men også en meget rørende dag. Rigtig mange frivillige har lagt mange kræfter i at få fejret 50-året for sammenlægningen, og det skal de have en stort tak for. Uden den store frivillige indsats ville vi ikke have haft så god en dag. Og det er Dragør, når det er bedst.

Det var meget stemningsfuldt om morgenen med fællessang, og det var skønt at besøge de forskellige foreninger. Eftermiddagen bød også på arrangementer på museet – herunder også sang.

Store Magleby Kirke afholdt koncert med stor tilslutning. Så der var noget for alle.

Og aftenens fest på vandværksgrunden blev afviklet med en utrolig god feststemning, hvor der blev danset på livet løs i teltet.

Jeg er utrolig stolt over, at vi i Dragør kan præstere dette fællesskab og fokus på vores traditioner. Helt særligt er det, når vi ser fastelavnsrytterne ankomme, og lørdag var det en ekstraordinær oplevelse, da begge foreninger red sammen. At tage imod rytterne som vært på det gamle rådhus i Dragør var smukt. Rammen blev sat af otte borgere, der hjalp mig med modtagelsen iført amagerdragt – og der sneg sig en tåre i øjenkrogen, når vi sang de forskellige amagersange. At få æren af at være tøndeprins og overrække pokalen til tøndedronningen var en stor oplevelse. Jeg kan ikke sige et højt nok tak til alle, der var med til at gøre dagen festlig. Arrangører og medarbejdere, musikskolen, foreninger, rytterne, museum, kirken og ikke mindst de mange borgere, der bakkede op med lutter glade smil. Det er en dag, jeg ikke glemmer.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Fotos: TorbenStender.

Fik du læst?