I 1971 var der også royalt besøg på Amagermuseet. På fotografiet bydes Frederik 9., Dronning Ingrid, Prinsesse Margrethe, borgmester Albert Svendsen og Prinsesse Beatrix velkommen af Jan Zibrandtsen. Foto: Historisk Arkiv Dragør.
I 1971 var der også royalt besøg på Amagermuseet. På fotografiet bydes Frederik 9., Dronning Ingrid, Prinsesse Margrethe, borgmester Albert Svendsen og Prinsesse Beatrix velkommen af Jan Zibrandtsen. Foto: Historisk Arkiv Dragør.

Nu er det officielt

To kongehuse besøger Store Magleby

Dragør Kommune bekræfter nu, at både Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Beatrix af Nederlandene kommer til Dragør, når kommunen fredag den 20. maj fejrer 500-året for den hollandske indvandring til Store Magleby.

Det var faktisk 501 år siden, at Christian 2. og hollandske indvandrere indgik en aftale, hvor 184 hollandske bønder fik brugs- og ejendomsret til hele Amager og Saltholm. Dateringen kan fastslås via et kongeligt privilegiebrev fra 1521. Men coronapandemien var skyld i, at festlighederne festlighederne måtte udskydes et år.

»Det er en fantastisk og spændende historie, som er dybt rodfæstet i Dragør. Vi skulle have fejret 500-året sidste år. Men som ved mange andre store begivenheder betød coronasituationen, at vi desværre måtte udsætte markeringen til i år,« siger borgmester Kenneth Gøtterup og fortsætter:

»Så meget desto mere er det en stor glæde, at vi nu kan annoncere, at fejringen sker med to kongehuse fredag den 20. maj.«

Hollænderbyen

De nederlandske bønder har i tiden siden 1521 præget Amagers kulturhistorie og i særdeleshed Store Magleby.

Der er mange familier, som kan føre deres slægt tilbage til den oprindelige indvandring.

»Selvom det traditionelle hollandske landbrug er afløst af et moderne lokalsamfund, finder du for eksempel navne som Neel, Grith, Dirch, Claes og efternavne som Jansen, Wybrandt, Villumsen rigt repræsenterer i lokalområdet,« fortæller Kenneth Gøtterup.

Kongeligt program

Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hendes Kongelig Højhed Prinsesse Beatrix ankommer til Dragør til officiel modtagelse på rådhuset kl. 9.45.

Forinden eskorteres de kongelige biler af fastelavnsryttere fra Foreningen Vennekredsen det sidste stykke fra byskiltet i Store Magleby til Dragør Rådhus.

Ved rådhuset modtages de kongelige gæster af borgmester Kenneth Gøtterup.

Herefter går turen med kongelig karet til Amagermuseet, hvor gæsterne skal se museets to særudstillinger.

»Fra Amagers private skatkammer« fortæller 500 års unik lokalhistorie fortalt gennem genstande fra private hjem – den åbner på selve dagen for det kongelige besøg og er samtidig en markering af, at Amagermuseet i 2022 fylder 100 år, medens den store jubilæumsudstilling »500 års hollænderhistorie på Amager« åbnede sidste år netop i anledning af 500-året for den hollandske indvandring til Amager.

Fra museet fortsætter programmet med en demonstration af den traditionelle fastelavnsridning med ryttere fra Foreningen Vennekredsen. Denne del foregår ud for Amagermuseet.

De kongelige gæster fortsætter i bil til formiddagens sidste programpunkt, som er et besøg på Seerupgaard. Familien Seerup Hansen er af gammel hollandsk slægt og trækker tråde til nutidens økologiske landbrug.

»Programmet har en relativ stram tidsramme, og vi har så meget at byde på. Når de kongelige gæster er kørt videre til Seerupgaard, vil fastelavnsrytterne fortsætte deres opvisning til tønden er slået ned, og tøndekongen er fundet. Det bliver flot,« lyder det fra borgmester Kenneth Gøtterup.

Det royale besøg i Dragør slutter cirka kl. 12.

Byfest

Festligheder slutter dog ikke, når de kongelige tager afsked med byen. For i løbet af eftermiddagen og aftenen fortsættes fejringen i Store Magleby med forskellige aktiviteter og byfest for alle borgere i kommunen.

Byfesten begynder kl. 18 på vandværksgrunden, hvor blandt andre den hollandske ambassadør holder tale.

»Det bliver fejende flot og festligt. Og jeg håber, at rigtig mange har lyst til at dukke op og hilse på vores egen majestæt og den tidligere hollandske majestæt, H.K.H. Prinsesse Beatrix,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.

Sidste gang, de to landes kongehuse besøgte Store Magleby i Dragør Kommune, var ved 450-året for den hollandske indvandring.

Se meget mere om fejringen af jubilæet i de kommende udgaver af Dragør Nyt.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk