Vi har modtaget:

Afsked med forening

Foreningsmedlem siger farvel til Beboerforeningen for Dragør Gamle By

Kære medlemmer

Efter tirsdagens generalforsamling i beboerforeningen i sidste uge har jeg besluttet at træde ud af bestyrelsen og har desuden meldt mig ud af foreningen.

Jeg havde på generalforsamlingen et forslag om, at der ved den kommende justering af lokalplanen skulle dannes en interessegruppe, hvor en bredere kreds af medlemmer kunne få indflydelse på foreningens høringssvar.

Samtidig ønskede jeg, at der i høringssvaret – ud over at blive taget hensyn til bevaringen af vores unikke by – også skulle tages hensyn til beboernes trivsel og muligheder for at indrette deres boliger.

Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at nogen kunne være imod en sådan interessegruppe. Men forslaget blev meget dårligt modtaget. 

Samtidig var der kritik og forundring over min brug af ordet trivsel. Der blev argumenteret for, at det kan man da ikke skrive ind i en lokalplan.

Det var nu heller ikke det, jeg foreslog. Og det var heller ikke mine holdninger, vi skulle have stemt om. Men det blev det – og forslaget blev nedstemt.

Min baggrund for forslaget er min bekymring for, at der med den kommende justering af lokalplanen vil komme en endnu strammere fortolkning af, hvad der var byggeskik i 1800-tallet. Det, frygter jeg, vil gøre det meget vanskeligt for os at vedligeholde og indrette vores huse.

Jeg er, som alle andre, grundlæggende meget glad for det bevaringsarbejde, der i sin tid reddede de gamle huse. Men efter min mening er der allerede nu fortolkninger i bevaringsarbejdet, som er uhensigtsmæssige. Dette uddyber jeg meget gerne, hvis nogle en dag vil lytte. Men igen – det var ikke mine holdninger, vi skulle stemme om på generalforsamlingen.

En anden grund til min udmelding er, at jeg synes, det er et problem, at vi medlemmer ikke ser alle de høringssvar, som formanden og bestyrelsen laver på vores vegne.

Hørringssvarene ser man kun ved at kræve aktindsigt i en byggesag eller ved at følge med i dagsordnerne til møderne i kommunen. Det er det trods alt de færreste af os, der gør. 

Dette problem håber jeg, at den kommende bestyrelse i beboerforeningen vil finde en løsning på.

Jeg ønsker alle i beboerforeningen de bedste ønsker fremover. 

Med venlig hilsen
Jan Borg
Magstræde 2

Telefonerne kommer frem for at sikre et minde fra en festlig aften med Jimilian som hovednavn på scenen. Fotos: UngDragør.

Forårsfest for ungdommen

Unge har taget initiativ til at afholde en fest, hvor man har stræbt efter at skabe en sundere festkultur...

Vind cirkusbilletter

Cirkus Baldoni gæster atter Dragør. Læs mere

Vi har modtaget: Krudthus skal sælges

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om kommunens planlagte salg af det gamle krudthus på Bachersmindevej. Læs...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk