Foredrag i Rotary

De kommende to torsdage – den 4. og den 11. maj – kl. 18.30 vil der blive afholdt foredrag i Dragør Rotary Klub, og begge foredrag foregår på Dragør Strandhotel.

En Mærsk-kaptajns fortællinger

Torsdag den 4. maj fortæller Jens Peter Hoe Lorentzen om sit liv som Mærsk-kaptajn.

Jens Peter Hoe Lorentzen er ud af en sømandslægt fra Dragør, og han har haft hele sin karriere hos Mærsk. Han har været på broen siden 1980 og er i dag kaptajn på containerskibet Mogens Mærsk – et containerskib bygget i 2014, som sejler under dansk flag. 

399 meter langt, 60 meter bredt og stikkende 15 meter kan skibet Mogens Mærsk laste mere end 18.000 containere. Det hører til blandt de såkaldte »Mærsk Triple E class-containerskibe«, som Mærsk får bygget i Sydkorea.  

Mød Lene Espersen

Ugen efter, torsdag den 11. maj, gæster Lene Espersen Dragør Rotary Klub, hvor hun vil fortælle om livet som toppolitiker og tiden efter.

Lene Espersens politiske karriere begyndte i 1994 og varede til 2014, hvor hun blev administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder – en post, som hun besad indtil udgangen af 2022.

I sin politiske karriere opnåede Lene Espersen både at være justitsminister, økonomi- og erhvervsminister, udenrigsminister og formand for Det Konservative Folkeparti. Hun er bosiddende i Dragør og har i dag en række bestyrelsesposter, herunder blandt andet et virke som formand for Green Hub Denmark.

Tilmelding

Alle med interesse for Dragør Rotary Klub er velkomne til begge møder. Forplejning under møderne sker for egen regning.

Forudgående tilmelding kræves – til foredraget »En Mærsk-kaptajns fortællinger« kan dette ske via e-mail til lmvang@gmail.com mens det til foredraget med Lene Espersen kan ske via e-mail til niels@antonisen.dk

Se annoncen på side 2.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk