Smuk høstgudstjeneste i Store Magleby Kirke. Arkivfoto: TorbenStender.
Smuk høstgudstjeneste i Store Magleby Kirke. Arkivfoto: TorbenStender.
En blomstrende have på Amagermuseet. Arkivfoto: TorbenSender.
En blomstrende have på Amagermuseet. Arkivfoto: TorbenSender.

Dahliadage og høstgudstjeneste

Stuerne på Amagermuseet er ved at blive pyntet med dahliabuketter. Det er museets frivillige, som dyrker blomsterne og holder en tradition i live. For dahlia blev gartner Th. Petersens store lidenskab. Omkring 1930 dyrkede han hele seks tønder amagerland med dahlia – omkring 100.000 stykker – og på et tidspunkt udstillede han 200 forskellige sorter i sin forretning.

Sønnen, Claes Scott Magle Pedersen, som er født og opvokset på gården Hollandsminde i St. Magleby, handlede også med dahlia – knolde og stiklingesalg. Det blev til 35 sæsoner på Københavns Grønttorv i Valby. I 1951 stiftede far og søn Dansk Dahlia Selskab.

»Har man først fået interesse for dahlia, slipper man den aldrig. Det bliver ligesom at samle på frimærker; der findes nemlig adskillige sorter fra hele verden. Næsten alle er navngivne, og hvert år opstår der nye sorter, så man kan blive ved med at forny sin samling,« fortalte Claes Scott Magle Pedersen i den folder, som museumsbutikken stadigvæk sælger. 

I september er haven på Amagermuseet et overflødighedshorn af smukke blomster, som bare skal opleves. 

Inden vinteren sætter ind, bliver knoldene gravet op, for de tåler ikke frost, og hver forår bliver de plantet ud igen. Resultatet er den blomstrende have og de smukke stuer, som Amagermuseet præsenterer i forbindelse med høstgudstjenesten i Store Magleby. Her holder de frivillige en anden gammel tradition i hævd. De ifører nemlig sig de gamle smukke amagerdragter. 

Gudstjenesten afholdes i år søndag den 13. september, og det foregår i to tempi. Kl. 10 inviteres der indenfor i den med årstidens høst smukt udsmykkede kirke, og kl. 12 afholdes en særlig børnehøstgudstjeneste, som efterfølges af børnevenlig (og coronasikker) frokost. Efter frokosten har de deltagende mulighed for at gæste Amagermuseet og opleve både de smukke blomster, dragterne og meget mere.

De mange blomster kan opleves på Amagermuseet fra den 11. til den 13. september.
Høstgudstjenesten i St. Magleby Kirke er søndag den 13. september kl. 10. Lidt senere på dagen – kl. 12 – er det høstgudstjeneste for børn. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk