De sidste to løb i USF2000-serien køres på gadebanen i St. Petersburg i Florida.
De sidste to løb i USF2000-serien køres på gadebanen i St. Petersburg i Florida.

Christian Rasmussen kronet

Det blev en dramatisk sæsonafslutning for Christian Rasmussen, som ikke resultatmæssigt gennemlevede den bedste weekend

Allerede inden de sidste to løb i USF2000-serien, der blev afviklet lørdag den 24. og søndag den 25. oktober i St. Petersburg, Florida, stod det klart, at dragørkøreren Christian Rasmussen var vinder af det samlede mesterskab. 

Med sammenlagt 375 point havde den 20-årige kører nemlig et forspring på 69 points ned til de nærmeste to konkurrenter, Eduardo Barrichello og Reece Gold, der begge havde 306 point. Og da en man maksimalt kan få 33 point for et løb (30 points for en sejr, et point for poleposition, et point for føring i flest omgange samt et point for hurtigste omgangstid), var Christian Rasmussens forspring blevet så stort, at ingen af modstanderne kunne indhente ham. 

Træning og kvalifikation til løb 16 blev kørt fredag, og det blev ikke den bedste dag for Christian Rasmussen og holdet Jay Howard Driver Development. Under træningen var Christian Rasmussen 7.-hurtigst, og med den 6. hurtigste tid gik det en anelse bedre i kvalifikationen til løbet.

Christian Rasmussens to nærmeste konkurrenter, de føromtalte Barrichello og Gold, der begge kæmpede om den samlede 2.-plads i serien, startede henholdsvis som nummer tre og fire. Hurtigst var de to DEForce Racing-kører, Cameron Shields og Kiko Porto.

Efterfølgende oplyste en skuffet Christian Rasmussen på sociale medier, at der var problemer med bilens balance. Han afsluttede med den optimistiske bemærkning: »Vi kommer stærkt tilbage i morgen.« 

Flyvetur og uheld

Lørdagen startede med kvalifikation til løb 17, som var sæsonens sidste og skulle køres dagen efter. Og selvom Rasmussen forbedrede sin tid i forhold til fredagens kvalifikationen med cirka 0,5 sekunder, var det dog kun nok til en startplacering som nummer seks. 

Christian Brooks, som slog rekorden for den hurtigste kvalifikationstid nogensinde, fik poleposition, mens Kiko Porto igen var næst hurtigst. Shields blev nummer tre, mens Barrichello og Gold startede som henholdsvis nummer fire og fem.

Løb 16 blev en meget kort fornøjelse for Christian Rasmussen. I første sving fejlvurderede kørenen Yuven Sundaramoorthy sin nedbremsning. Han ramte Christian Brooks voldsomt bagfra og nærmest fløj videre ind i siden på en sagesløs Christian Rasmussen. De tre køreres biler var så medtagede, at løbet var overstået for dem alle.

»Der er intet at gøre, men mand, hvor er det hårdt,« lød det efterfølgende fra Christian Rasmussen, som fortsatte: »Der bliver masser af arbejde for holdet, men de klarer det uden tvivl.«

Yuven Sundaramoorthy rammer Brooks bagfra ...
Yuven Sundaramoorthy rammer Brooks bagfra ...
... og Sundaramoorthy fortsætter ind i siden på Christian Rasmussens bil.
... og Sundaramoorthy fortsætter ind i siden på Christian Rasmussens bil.

Efter et længere oprydningsarbejde blev løbet atter sat i gang. 

Cameron Shields forsvarede sin 1.-plads ved genstarten. 

Det så i lang tid lovende ud for Shields, men cirka halvvejs inde i det 20 omgange lange løb fik hans bil tekniske problemer, og Shields måtte udgå. Holdkammeraten Kiko Porto overtog 1.-pladsen efter den uheldige Shields. 

Porto blev jagtet voldsomt af Barrichello og en lynhurtig Gold, der undervejs satte hurtigste omgangstid. Men trods det lykkedes det ikke for de to at indhente Porto, der opnåede sin første USF2000-sejr. 

Eduardo Barrichello blev to’er og fik 25 point, mens Reece Gold fik 22 point for 3.-pladsen samt et point for hurtigste omgangstid. Inden sæsonens sidste løb lå Barrichello tre point foran Gold.

Starten af 17. og sidste løb forløb mere fredeligt. Christian Rasmussen (helt til højre i bil nr. 6) kommer fint fra start og slutter på 5.-pladsen.
Starten af 17. og sidste løb forløb mere fredeligt. Christian Rasmussen (helt til højre i bil nr. 6) kommer fint fra start og slutter på 5.-pladsen.

Løb 17

Christian Brooks udnyttede sin poleposition og var hurtigst ude af startblokken, da starten på sæsonens sidste løb gik søndag. Bag Brooks fulgte Porto og Barrichello, der kort efter starten var kommet forbi Cameron Shields. 

Barrichello skulle blot bliver nummer ni for at sikre sig den samlede 2.-plads i USF2000-serien.

Christian Rasmussen var også kommet godt fra start og lå på dette tidspunkt på en 4.-plads foran Michael d’Orlando. 

Reece Gold var helt nede på en 7.-plads.

Det lykkedes for d’Orlando at komme forbi Rasmussen på 2. omgang, og dragørkøreren lå nu nummer fem.

Otte omgange inde i løbet gik det igen galt for den uheldige Cameron Shields. Hans bil gik i stå med tekniske problemer, og han måtte udgå.

Efter tre omgange med gult flag blev løbet atter sat i gang. 

Brooks var igen hurtigst, men blev hårdt presset af Kiko Porto, der undervejs satte banerekord.

Christian Brooks holdt 1.-pladsen fra start til slut – Porto blev nummer to, mens Barrichello med sin 3.-plads sikrede sig den samlede USF2000-andenplads.

Køreren d’Orlando kom hårdt presset ind på en 4.-plads foran Christian Rasmussen.

Reece Gold blev nummer ni, men det var alligevel nok til inkassering af den samlede 3.-plads i mesterskabet.

Pokaloverrækkelse

Søndagen blev afsluttet med mesterskabsfejring. Her fik Christian Rasmussen foruden pokalen overrakt en mesterskabsring og den store gevinst – et kørelegat på $328.225 (2.066.301 kr.) – et legat, der betyder, at han i 2021-sæsonen er sikret et sæde i den lidt hurtigere Indy Pro 2000-serie.

Det lykkedes dog ikke for danskeren at skrive sig ind øverst i historiebøgerne. Med 12 sejre i USF2000 (ni i 2020-sæsonen og tre i 2019-sæsonen) er han sammen med de tidligere mestre J. R. Hildebrand og Kyle Kirkwood den næstmest vindende kører i serien. Chris Simmons, der opnåede 13 sejre, er trods Christian Rasmussens imponerende resultater stadig den mest vindende racerkører i seriens historie.

Mesterskabslegatet betyder i øvrigt også, at Christian Rasmussen selv kan vælge, hvilket hold han vil køre for i næste sæson – og der forhandles fortsat herom.

Den nye sæson begynder i weekenden den 6. og 7. marts 2021 på gadebanen i St. Petersbrug, Florida – samme bane som denne sæsons afsluttende løb fandt sted på.

TM

Christian Rasmussen (nr. 6) bliver forfulgt af Cameron Shields (nr. 10) og Reece Gold (nr. 3).
Christian Rasmussen (nr. 6) bliver forfulgt af Cameron Shields (nr. 10) og Reece Gold (nr. 3).

1Christian Rasmussen394
2Eduardo Barrichello353
3Reece Gold341
4Michael d’Orlando295
5Christian Brooks284
6Josh Green245
7Matt Round-Garrido228
8Jack William Miller215
9Cameron Shields214
10Kiko Porto198

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk