På podiet
Christian Rasmussen fik 2.-pladsen i Iowa
Mens mange har kunnet nyde sommeren ved stranden, har racerkøreren Christian Rasmussen fra Dragør været på banen i hele to weekender.
Lørdag den 23. juli kørte Indy Lights-feltet på ovalbanen Iowa Speedway, og to uger senere, lørdag den 7. august, blev Music City Grand Prix, der køres i centrum af Nashville, Tennessee, afviklet.
Lundqvist deklasseret
Med sine kun 1,4 km kaldes Iowa Speedway verdens hurtigste kortbane. Og med omgangstider på omkring 20 sekunder stilles der her store krav til kørerne.
Ved kvalifikationen lørdag var det dog Hunter McElrea, der stjal billedet og den bedste startposition. Hans gennemsnitsfart over to omgange var 256,695 km/t., og her måtte Lundqvist nøjes med 2.-pladsen. Men det var også her meget tæt – for Lundqvists gennemsnitsfart var 256,431 km/t.
Christian Rasmussen blev nummer fem ved kvalifikation med en gennemsnitsfart på 255,273 km/t.
Godt to timer senere gik starten til det 75 omgange lange løb.
Hunter McElrea var hurtigst, da det grønne lys satte løbet i gang, og han sad på 1.-pladsen de første 50 omgange. Kun en gang lykkedes det for Lundqvist at sætte McElrea under pres – men det lykkedes ikke at komme forbi.
På 42. omgang havde James Roe kontakt og måtte udgå af løbet. Det gule flag blev holdt oppe i otte omgange.
Da løbet atter blev sat i gang, var Hunter McElrea uopmærksom. Bilen kom for langt ud mod sikkerhedsbarrieren og efterlod en stor åbning til Lundqvist, der greb chancen og snuppede 1.-pladsen. Også Matthew Barbham kom forbi McElrea – og indledte forfølgelsen af Lundqvist.
Det lykkedes for Brabham at holde 2.-pladsen indtil løbets sidste omgang, hvor hans to holdkammerater, Hunter McElrea og Christian Rasmussen, gik forbi.
Således var det Linus Lundqvist, der kørte først forbi det ternede flag – foran McElrea, Rasmussen og Barbham i nævnt rækkefølge på de efterfølgende pladser. Lundqvists glæde varede dog ikke længe. Løbskommissærerne vurderede nemlig, at Lundqvist lavede en undgåelig kontakt i nærkampen mod Barbham, og deklasserede ham tre pladser. Efter straffen var det derfor de tre Andretti-holdkammerater, McElrea, Rasmussen og Barbham, der endte på podiet.
Kvalifikation aflyst
Den dansk-amerikanske kører Benjamin Pedersen var dominerende i træningen, da Indy Lights-feltet to uger senere tog turen sydøst til gadeløbet i Nashville.
De to Andretti-kørere Hunter McElrea og Matthew Barbham satte sig her ved lørdagens træning på de næstbedste tider, mens Linus Lundqvis, der fører mesterskabsserien, satte 4.-hurtigste tid.
Christian Rasmussen havde en dårlig dag og måtte nøjes med den 7.-hurtigste tid – 0,7016 sekunder efter Benjamin Pedersen.
Et voldsomt tordenvejr rullede lørdag eftermiddag ind over Nashville, og kvalifikationsløbet, der skulle være startet kl. 18 lokal tid, måtte aflyses.
Regler foreskriver, at såfremt kvalifikationen ikke kan gennemføres, fastsættes startplaceringerne i løbet efter det antal point, den enkelte kører har i mesterskabsserien.
Ved søndagens løb fik Linus Lundqvist dermed lov til at starte forrest med McElrea og Sting Ray Robb på henholdsvis 2.- og 3.-pladsen. Christian Rasmussen startede som nummer fem foran Benjamin Pedersen, der ellers havde været flyvende ved træningen.
McElrea pressede Lundqvist de første seks omgange på den ujævne og svære bane, og på 5. omgang – i forsøget på at finde en åbning – ramte han næsten svenskerens bil.
Hunter McElrea blev presset bagfra af holdkammeraten Sting Ray Robb, og Lundqvists forspring blev gradvist større. Da der var kørt 10 omgange, var han knap et sekund foran McElrea – og efter 25 omgange var forspringet øget til cirka 6,4 sekunder.
I løbets sidste halvdel ledte Robb efter en mulighed for at tage 2.-pladsen fra McElrea. Muligheden kom på 32. omgang. I kampen om den bedste placering ind mod et sving var der kontakt mellem de to biler. Hunter McElreas bil blev tilsyneladende skadet – og muligheden for en overhaling, det skabte, udnyttede Sting Ray Robb hurtigt.
Linus Lundqvist tog sæsonens 5. sejr og brangte derved sit forspring i mesterskabskampen op på 95 points. Sting Ray Robb kom ind som nummer to, mens Hunter McElrea indkasserede 3.-pladsen. Barbham og Christian Rasmussen kom ind som henholdsvis nummer fire og fem.
Stillingen
Med kun fire løb tilbage i sæson er Linus Lundqvist favorit til at løbe med Indy Lights-mesterskabet.
De fire Andretti-kørere, Hunter McElrea (341 point), Sting Ray Robb (333 point), Matthew Barbham (321 point) og Christian Rasmussen (302 point) ligger i indbyrdes kamp om de næste pladser – og de er skarpt forfulgt af Benjamin Pedersen (296 point).
TM
Stillingen i Indy Lights-serien
1 | Linus Lindqvist | 436 |
2 | Hunter McElrea | 341 |
3 | Sting Ray Robb | 333 |
4 | Matthew Brabham | 321 |
5 | Christian Rasmussen | 302 |
6 | Benjamin Pedersen | 296 |
7 | Danial Frost | 278 |
8 | Jacob Abel | 235 |
9 | Kyffin Simpson | 234 |
10 | Christian Bogle | 218 |
11 | Ernie Francis Jr | 217 |
12 | Antonio Serravalle | 204 |
13 | James Roe | 195 |
14 | Ryan Phinny | 77 |
15 | Manuel Sulaiman | 48 |