Vi har modtaget:

Sydamagerlisten siger nej

Borgerne er tydeligvis bekymrede over den forøgede lastvogns- og flytrafik, som Dragør Industriby vil medføre i fremtiden.

Det er noget, vi tager meget alvorligt i Sydamagerlisten. Det er blandt andet vores opgave at passe på naboerne til det omdiskuterede anlægsprojekt – et projekt, der efter vores mening slet ikke hører hjemme i Dragør Kommune.

Det er tankevækkende, at det i Dragør kun er de to lokallister, Sydamagerlisten og liste T, som er imod projektet. Ingen af disse lokallister repræsenterer Christiansborgs landspolitiske interesser.

Klimavenlig kommune

Inden sommerferien har kommunalbestyrelsens medlemmer indledt sagsbehandlingen af et projekt fremsendt af Mileway, som på Nordre Dragørvej vil opføre to kolossale bygninger, der skal huse en logistik-, lager- og transportvirksomhed.

Den politiske behandling blev dog stoppet og udskudt til efter sommerferien.

I midten af juni fik jeg under et møde i Økonomiudvalget ført følgende til protokols på vegne af Sydamagerlisten:

»At der er mulighed for at udlægge området som erhvervsområde, er ikke det samme som, at man skal. Det vil for det første medføre store trafikale gener for Dragørs borgere, for det andet vil det ikke være foreneligt med, at Dragør skal være en grøn, smuk og klimavenlig kommune, og for det tredje vil det ikke give Dragørs borgere nogen merværdi. Tværtimod.«

Det er vigtigt at holde fokus på, hvor stort projektet er, og hvilke følger det får for omgivelserne.

Et godt sted at bo

Med en udstykning på 170.000 kvadratmeter mellem Ryvej og Nordre Dragørvej, så ser vi med vidt åbne øjne direkte ind i et projekt, der dagligt vil få negative konsekvenser for vejnettet, miljøet og rigtig mange borgere i kommunen – især de nærmeste naboer til det enorme projekt.

Vi er flasket op med, at »vækst kan være godt«, men det er langtfra det, der gør sig gældende her.

Store cargo-firmaer med hovedsæde i udlandet, der skal bidrage til lufthavnens ambition om at blive Nordeuropas største luftfragtcenter, bringer ingen merværdi til Dragørs borgere – og det er alt andet end klimavenligt.

Sydamagerlisten har som et af sine politiske pejlemærker, at »Dragør skal være ét af Danmarks bedste steder at bo«. Vi skal være en grøn, ren og smuk bokommune uden tung lastvogntrafik 24/7.

Naboernes tarv

I august måned genoptager fagudvalgene og kommunalbestyrelsen sagsbehandlingen, og vi er der naturligvis hele vejen for at passe på naboerne og miljøet i vores fælles by.

Bare fordi vi som kommune har mulighed for at bygge i nord, er det ikke ensbetydende med, at vi skal.

Lad nu Dragør få lov at forblive Dragør. Nej tak til Dragør Industriby.

Med venlig hilsen
Flemming Blønd, cand.jur.
Sydamagerlisten (L)
Medlem af kommunalbestyrelsen

Byggeprojektet i det nordlige Dragørs åbne land behandles også internt i de politiske partier. Foto: Tommas Brogaard.
Byggeprojektet i det nordlige Dragørs åbne land behandles også internt i de politiske partier. Foto: Tommas Brogaard.

 

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?