Værk af Hedda Matthesen.
Værk af Hedda Matthesen.

Alderdom

Udstilling i Dragør Havnegalleri

Af Mikael Sonne

Fra lørdag den 15. juni til torsdag den 27. juni udstiller Hedda Matthesen i Dragør Havnegalleri med udstillingen »Alderdom«, der består af malerier om hendes personlige alderdomsproces.

Hedda Matthesen, der er sidst i 70’erne, oplever flere og flere fysiske besværligheder og sygdomme. Men samtidig oplever hun en større frihed i form af for eksempel nærværende langsommelighed, mindre perfektionisme og større indre styring. Det er derfor meget naturligt, at hendes personlige alderdomsproces, der i disse år på godt og ondt fylder så meget i hendes liv, kommer til at afspejle sig i hendes kunstneriske arbejde.

Det er Hedda Matthesens håb, at andre ældre kan spejle sig i hendes værker, samt at også yngre kan få glæde af at se dem.

Hedda Matthesen var udøvende billedkunstner i 70’erne og 80’erne; blandt andet var hun med til at arrangere den store kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975, og i 1977 var hun medredaktør på »Billedet som kampmiddel« fra Informations Forlag.

Herefter havde hun selvstændig virksomhed inden for meditation og personlig udvikling – og i denne periode var kunsten mere eller mindre lagt på hylden.

Fra 2020 blev Hedda Matthesen igen fuldtidsudøvende kunstner – og i det sidste års tid har hun først og fremmest været fokuseret på sin udstilling »Alderdom«.

Hedda Matthesen vil være til stede i galleriets åbningstid – og holder i øvrigt fernisering på lørdag, den 15. juni. Der er åbent alle dage (undtagen mandage) kl. 13–18 – dog lukker udstillingen kl. 17 på den sidste dag, torsdag den 27. juni.

Gratis adgang. Se også annoncen på side 7.

Slutspurt

Hver uge – når ugens udgave af Dragør Nyt udkommer – er der oftest to dage tilbage af den eller de udstillende kunstneres udstilling på Dragør Havnegalleri.

I denne uge er det udstillingen af Mette Hoppensach Sommer og Sofie Gerd K. Klint, der har sidste dag i morgen, torsdag den 13. juni.

Der hygges om gæsterne ved Mette Hoppensach Sommer og Sofie Gerd K. Klints fernisering på deres udstilling lørdag den 8. juni. Foto: TorbenStender.
Der hygges om gæsterne ved Mette Hoppensach Sommer og Sofie Gerd K. Klints fernisering på deres udstilling lørdag den 8. juni. Foto: TorbenStender.

Seneste artikler

Fik du læst?