Vi har modtaget:

Bynær skov i Dragør

Så lykkedes det

På det sidste møde inden sommerferien godkendte en enig kommunalbestyrelse, at der skal rejses ny, bynær skov i Dragør Kommune.

I første omgang blev følgende arealer – Nordre Dragørvej 110 og 112 (vest for Køjevænget), Kirkevej 56 R (vest for Maglebylund) og noget af arealet Rytterager 11 – godkendt.

Det blev også besluttet, at det største samlede areal på Fælledvej 85 (bag Genbrugspladsen) skal drøftes igen til august. Der bliver i nogle år brug for en del af dette areal til materialeplads for fjernvarmeprojektet.

Forhåbentlig kan der blive enighed om, at der derefter kan plantes skov på hele arealet. Det bruges allerede af rådyr!

»Sundhed og trivsel«

Liste T har arbejdet for at få rejst mere bynær skov i kommunen, siden vi i foråret 2022 afgav høringssvar til udkastet til kommuneplan.

Skov er jo altid godt for biodiversiteten og klimaet, men bynær skov kan noget mere.

Vi skrev dengang:

»Tilgængelig skov tæt på boligområder er generelt med til at sikre borgernes sundhed og trivsel, både fysisk og mentalt. Investering i skov er således en langsigtet investering i sundhed og trivsel og dermed en investering, der sparer omkostninger på sundhedsbudgettet.«

Vi sendte også et forslag til egnede arealer. Og det er stort set de arealer, der nu er i spil.

Rekreativ værdi

Vi kender allerede værdien af bynær skov i Dragør, for eksempel Lunden, der er på 1 ha.

De kommende år følger flere nye bynære skove på i alt cirka 15 ha. Skov- og Naturstyrelsen har tilbudt at købe arealerne og stå for selve skovrejsningen og driften af skovene. Og heldigvis er Skov- og Naturstyrelsen også åben for borgerinddragelse i planlægningen af skovene. Det er jo vigtigt, at de nye skove får stor rekreativ værdi og inviterer til brug for skoler, daginstitutioner, foreninger og naboer. Hertil hører varierede skovbryn og spændende stiforløb.

Liste T ønsker, at der i de største arealer etableres et kuperet terræn med mulighed for fugtige lavninger og små bakker og lysåbne områder.

I skovbrynene skal der efter regler for ny fredskov udelukkende plantes hjemmehørende buske og træer: for eksempel roser, hyld, tørst (der er vært for den smukke citronsommerfugl) og tjørn m.fl., mens bevoksningen inden for skovbrynet bør bestå af såvel løvtræer som nåletræer.

Af hensyn til den rekreative værdi ønsker liste T også, at der i de større arealer etableres en bålhytte og om muligt et shelter, der skal kunne benyttes til overnatning.

Vi håber, at borgerne, foreningerne, skolerne og daginstitutionerne vil tage aktivt del i planlægningen af de nye bynære skove. De skal jo kunne bruges til mange formål.

Endnu et skovareal

På kommunalbestyrelsesmødet vedtog et flertal bestående af Socialdemokratiet, Konservative, Moderaterne og Venstre at igangsætte udarbejdelsen af et kommuneplantillæg og en lokalplan for CTR’s (Centralkommunernes Transmissionsselskab, red.) kommende energicentral, jf. dagsordenens punkt 5. Det er et omfattende byggeri med støjende varmepumper og en varmeakkumuleringscentral med en diameter på 20 meter og en højde på 25 meter, der vil dominere landskabet. Anlægget skal ligge nær beboede områder.

Det erkendes i forvaltningens redegørelse om de vejledende støjgrænser, at »det er på nuværende tidspunkt usikkert, om disse værdier kan overholdes for energioptagere uden afskærmning med den planlagte placering af anlægget«.

Hvis den valgte placering og udformning af energicentralen fastholdes, efter at kommuneplantillægget har været i høring, anbefaler liste T, at der udlægges endnu et areal til skovrejsning, der vil afskærme energicentralen både visuelt og støjmæssigt fra de nærmeste beboere.

Med venlig hilsen
Kristine Bak, formand for liste T,
samt Ann Harnek, Annette Nyvang og Peter Læssøe, medlemmer af kommunalbestyrelsen for liste T

Liste T vil gerne have en bålhytte i de nye skovområder.
Liste T vil gerne have en bålhytte i de nye skovområder.

Seneste debat

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?