En lille million flyttes fra Søvang til Blushøj og Hollænderhallen

Projekter på Blushøj og i Hollænderhallen betragtes som mere presserende end udbygning af daginstitution i Søvang

Dragør Kommunalbestyrelse har besluttet at flytte næsten en million kroner fra Søvang til Blushøj og Hollænderhallen.

Beslutningen omhandler frigivelse af anlægsmidler til udvidelse af pladskapacitet og forbedring i Børnehuset Sølyst. Da dette arbejde først forventes igangsat i 2025, er der behov for at omprioritere de afsatte midler for 2024.

Administrationen har derfor indstillet, at der frigives 150.000 kr. til forundersøgelser og idéoplæg til institutionen i 2024, mens de resterende 850.000 kr. bliver brugt på andre projekter, således at årets anlægsbevilling bliver brugt.

Dette er et flertal af politikerne enige i.

Ikke ekstraordinært

Men et mindretal bestående af Moderaterne og liste T er imod.

Specielt Lisbeth Dam Larsen fra Moderaterne fik markeret sin modstand, da hun fik ført følgende til protokols, som liste T tilsluttede sig: »Rigtig fint, at forvaltningen forholder sig realistisk til tidsplanen for projektet for Søvangs ombygning. Men et rådgiverhonorar til en 5-års-gennemgang er hverken uforudset eller en anlægsopgave. Og at vi ikke er enige i flytningen af midler fra børneområdet, da børne- og skoleområdet i den grad har brug for pengene.«

Derfor havde hun foreslået, at de frigivne midler udelukkende skulle anvendes inden for børne- og skoleområdet, men dette forslag blev nedstemt trods opbakning fra liste T.

Specialklasse tilgodeses

I stedet for vil de resterende 850.000 kroner blive brugt til at gøre de nye lokaler for specialklassen på Blushøj klar til undervisning og leg samt på projekter i Hollænderhallen. De anvendes blandt andet på følgende:

  • Renovering af udearealer ved Blushøj.
  • Indretning af læringsmiljøer på Blushøj.
  • Renovering af omklædningsrum i Hollænderhallen.
  • Femårsgennemgang af svømmehallen.

Der vil stadig være penge til institutionen i Søvang. Midlerne tilbageføres i 2025 fra anlægsprojektet »genopretning af bygninger«.

Forbedringer og udvidelse af Børnehuset Sølyst påbegyndes ikke i år. Derfor flyttes anlægsmidler til andre områder. Arkivfoto: Thomas Mose.
Forbedringer og udvidelse af Børnehuset Sølyst påbegyndes ikke i år. Derfor flyttes anlægsmidler til andre områder. Arkivfoto: Thomas Mose.

Fik du læst?