Vi har modtaget:

Er Dragør Industriby grøn?

Politikerne påstår, at det planlagte 170.000 m² store erhvervs- og industriområde er »grønt«.

Men er det nu også rigtigt – eller udsættes borgerne blot for de sædvanlige politikertricks?

Grønvaskning

Det findes ingen øvre grænse for, hvor mange positive tillægsord politikerne fyrer af, når de forsøger at placere endnu et miljøbelastende projekt klos op ad naboer, natur og dyreliv i Dragør.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) hævder, at han vil begave borgerne med »grønne«, »bæredygtige« og »miljørigtige« løsninger, når projektet skal føres ud i livet.

Ak, ja. Man skal godt nok høre meget, før ørerne bliver olivengrønne og falder af.

Her konsekvensberegnes slet ikke på, at Dragør Industriby blandt andet vil medføre en markant forøgelse af fragtfly og lastbiler, der i døgndrift skal transportere gods til og fra erhvervsområdet.

Efter borgmesterkæden er landet på skuldrene af den konservative borgmester, så har piben vel at mærke fået en helt anden lyd end førhen.

Folkesundhed

Selvsamme Gøtterup var for tyve år siden drivende kraft i at få lukket børnehaven Løvegården i Store Magleby.

Institutionen blev lukket, fordi børnenes helbred ifølge embedslægen blev påvirket af støjforureningen fra Københavns Lufthavne A/S indendørs såvel som udendørs.

Nu holder borgmesteren lystigt tale i nabokommunens lufthavn og udtaler:

»Som nabo til lufthavnen, er jeg glad for den udvikling, lufthavnen er i gang med« – man har åbenbart et standpunkt, til man tager et nyt.

Det er naboerne, voksne såvel som børn i Dragør, der betaler prisen for, at lufthavnen i disse dage er ved at udvide til dobbelt kapacitet.

Men hvad siger dragørborgerne til borgmesterens ambitiøse industri- og erhvervseventyr på grænsen til lufthavnen? Er det overhovedet et projekt, der har sin berettigelse i vores lille by?

Borgermodstand

Inden for de seneste par måneder er borgerne for alvor begyndt at røre på sig, og det er langtfra alle, der synes, det er en god idé at blive belemret med politikernes megaprojekt på Ndr. Dragørvej.

Der er ganske enkelt ikke behov for mere trafik, luftforurening og støj i boligområderne.

Den evige trang til »udvikling« i Dragør bør vel ikke ske på bekostning af borgerne ude i lokalområderne, hvilket så småt er ved at gå op for nogle enkelte medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Grundet kraftig borgermodstand og kolde fødder i byrådssalen har kommunalbestyrelsen skubbet sagen tilbage til Klima-, By- og Erhvervsudvalget, der atter skal tage stilling til byggesagen onsdag den 14. august.

Alt imens borgmesteren svæver rundt oppe i skyerne og plejer sin romance med lufthavnen, så holder vi andre heldigvis begge ben solidt plantet på jorden og forholder os til Dragør Industribys fremtidige og uhensigtsmæssige påvirkninger på vores hjem, familier og lokalområder.

Tak, for endnu et påtvunget »grønt« projekt fra Dragør Rådhus – men det bliver et kæmpestort »nej tak« herfra.

Med venlig hilsen
Kenneth Olsen
Borger i Dragør Kommune

Projektet skal placeres mellem lufthavnen og Ndr. Dragørvej. Foto: Kenneth Olsen.
Projektet skal placeres mellem lufthavnen og Ndr. Dragørvej. Foto: Kenneth Olsen.

Seneste debat

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?