Fortsat høj tryghed i nærmiljøet

Trygheden er faldet godt 5% på et år, men Dragørs borgere er ifølge måling stadig mere trygge end det generelle gennemsnit blandt borgere i Københavns politikreds – og på landsplan

Af Thomas Mose

I Dragør Kommune er 90% af de adspurgte borgere i Justitsministeriet nyeste tryghedsundersøgelse for 2023 trygge ved deres nabolag. Med nabolag menes det område, der umiddelbart omgiver ens bopæl.

Dermed ligger Dragør Kommune knapt to procentpoint højere end landsgennemsnittet, hvor 88% af borgerne svarer, at de føler sig grundlæggende trygge.

Dragør Kommune ligger desuden højt med knapt fem procentpoint over gennemsnittet i Københavns politikreds, som ligger på 85%. Københavns Politi dækker Dragør, Tårnby, Frederiksberg og Københavns Kommuner.

Dog er der lidt malurt i bægeret. Trygheden er nemlig faldet med 5,5 procentpoint siden sidste undersøgelse fra 2022.

Til sammenligning er trygheden i Københavns politikreds faldet med et enkelt procentpoint fra 86 til 85%, og også på landsplan er faldet blot et procentpoint.

Undersøgelsen, der er en videreførelse af Politiets Tryghedsundersøgelse, som Rigspolitiet gennemførte fra 2013 til 2019, og som Justitsministeriet har gennemført en gang om året siden 2021.

Tallene fra 2023-undersøgelsen er baseret på svar fra 29.007 personer på landsplan. Der spørges i den ind til borgernes grundlæggende tryghed i deres nabolag og deres tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det.

På trods af faldet er borgmester Kenneth Gøtterup er glad for resultatet.

»Dragør er et smørhul. Her er super dejligt at bo og leve,« siger borgmesteren, som fortsætter: »Det er også vigtigt, at vores borgere kan føle sig trygge i deres nærmiljø. Vi har da også de senere år taget flere initiativer til at fastholde den generelle tryghed i et samarbejde med Københavns Politi.«

Høj tillid til ordensmagten

Tilliden til politiet er generelt høj i Københavns politikreds, hvor 85% siger, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe, hvis der er brug for det.

Det adskiller sig ikke statistisk set fra andelen af borgere i resten af Danmark, eller fra tidligere års målinger.

Dragør Kommune ligger lidt højere med 87%, der har tillid til politiet – men også her er der registreret et fald på 2,6 procentpoint.

»Som kommune drøfter vi løbende med Københavns Politi, hvordan det går med både den faktuelle sikkerhed og den oplevede tryghed. Vi holder desuden fælles arrangementer, som for eksempel Dialogpavillon om indbrud ved Sydstranden og informationsmøde om nabo-venner og nabohjælp,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.

Tilbage i januar 2022 åbnede nærpolitistationen i Tårnby med fokus på nærhed og tryghed for borgerne i både Dragør og Tårnby Kommuner.

Foto: Rigspolitiet.
Foto: Rigspolitiet.

 

Seneste artikler

Fik du læst?