Hector Uhl går op i en hovedstødsduel. Foto: Henrik Rosschou.
Hector Uhl går op i en hovedstødsduel. Foto: Henrik Rosschou.
Nyt til Dragør Boldklub:

Hård fysik fight på Kløvermarken

DB taber sæsonens sidste udebanekamp

Af Henrik Rosschou

Efter en fantastisk weekend på udebane, hvor Dragør Boldklubs 1.-hold (DB) sikrede sig oprykning til københavnsserien, blev det igen hverdag.

Grundlovsdag stod DB klar på Kløvermarken, hvor de var på besøg hos CSC – der også er kendt som Christina Sports Club.

De første 15 min. af kampen bød på spredte muligheder fra begge hold. Meget af spillet foregik på midten af banen – med et CSC-hold, der var en smule mere aggressivt.

Som kampen skred frem, var det tydeligt, at CSC spillede på fysikken, mens DB-mandskabet forsøgte at spille sig igennem. Når DB møder hold, som spiller fysisk, har Dragør-holdet det ofte vanskeligt. Holdet mangler at kunne sætte sig igennem.

Efter knap 20 min. blev DB’s midtbanedynamo, Hector Uhl, spillet frem langs højrefløjen, hvor han blev nedlagt og fik frispark. Det tog Mads Lund sig af, og han lagde bolden ind foran målet. Her kom Julius Krüger i infight med tre modstandere – alle falder i græsset, og CSC fik frispark. Dog så det ud som om, at Krüger blev holdt i armen, og dermed ikke kunne komme frem til bolden – så måske blev DB snydt for et straffespark. Dommeren stod tæt på situationen, men så ikke et hiv i armen.

Efter 25 min. fik Nicklas Frimand en skarp mulighed for scoring på en aflevering direkte fra Mads Lund ude fra venstre side. Frimand lå i CSC målfeltet og fik lige foden på bolden, som akurat strøg forbi mål. En god mulighed – men også en svær afslutning.

CSC kom efter en løs chance frem til en afslutning, som Mads Glæsner i DB-målet lige akkurat med en fodparade fik sendt ud til indkast.

Fem min. efter kom Glæsner på arbejde igen. DB mistede bolden i opspillet på egen banehalvdel, og CSC kom frem til en afslutning, men igen var Glæsner vågen. Han kom godt ud af sit mål med en blokering. CSC fulgte op med et indlæg. Mads Glæsner og en modstanderen gik op til bolden. Glæsner fik et skub i opspringet og faldt hårdt ned. Frispark? Nej … Igen det fysiske spil, som CSC havde succes med.

Tidligt i bad

Fem min. før pausen skete det, der ikke måtte ske. I kampens hede fik Julius Krüger i tæt fight med sin modspiller skubbet ham ned i græsset – og det takserede dommeren til at gult kort. Tidligere i kampen havde der været mange af denne type situationer fra CSC-holdet, som ikke var blevet dømt. Episoden her blev desværre fulgt op med nogle ord, som dommeren ikke ville høre på. Han gav Krüger endnu et gult kort – som så blev vekslet til et rødt. En meget hård dom af dommeren, som herefter mistede grebet om kampen.

CSC udnyttede hurtigt overtallet og scorede til 1–0 efter 45 min. Et vedvarende angreb endte med et indlæg fra højresiden. Bolden blev ikke ekspederet væk og endte hos en fri CSC-spiller, som sparkede bolden direkte i kassen.

Mads Glæsner i en dramatisk nærkamp. Foto: Henrik Rosschou.
Mads Glæsner i en dramatisk nærkamp. Foto: Henrik Rosschou.

2. halvleg startede med en DB-indskiftning, Tobias Damkær kom på banen – ud gik Mathias Rahbek, der havde fået en mindre skade. Kort efter kom Marcus Donnelly ind som erstatning for Krüger, der havde fået de to gule kort. Fordi det netop var to gule kort, som gav rødt, tæller udvisningen kun 10 min. – og DB var fuldtallig efter 49 min. af kampen.

CSC var oven på – jo mere af DB’s fremadrettede spil, de fik spoleret, des mere blod på tanden fik de.

CSC kom på 2–0 efter 56 min. Et frispark på kanten af DB-feltet blev lagt på tværs til en fri CSC-spiller, som uden betænkning hamrede bolden i mål. Forsvaret havde ingen fokus på den spiller, som fik alt for megen plads.

Efter den scoring gik spillet lidt i stå. Bolden blev spillet rundt på midten – og der var intet direkte spil mod mål.

Efter cirka en times spil blev Nicklas Frimand udskiftet – ind kom Tobias Hjort.

Marcus Donnelly var tættest på noget, der kunne have lignet en scoring efter et indlæg fra Mads Lund. Donnelly ramte dog ikke bolden præcist, og bolden gik til målspark.

Nederlaget til CSC var en rigtig øv-kamp for DB. Måske var det en reaktion på, at oprykningen allerede er i hus.

Øvrige kampe

Kastrup BK satte for alvor tingene på plads, da de på udebane vandt 9–2 over Bispebjerg BK, der slutter på 3.-pladsen i serie 1.

Rødovre sikrede sig endnu en sæson i serie 1, da de vandt 4–3 over DB’s pokalmodstandere, Jægersborg BK.

Kampen mellem BK Hellas og IF Føroyar skulle have været afviklet tirsdag den 4. juni, men den blev udsat.

Fredag spillede HB uafgjort mod Frederiksholm Sydhavn. Kampen sluttede 2–2. DB’s modstander i turneringens sidste runde, Nørrebro FF, vandt hjemme 1–0 over Østerbro IF, og BK Vestia vandt 2–1 over ØFK.

Tirsdag aften, efter redaktionens deadline, spiller DB pokalkamp mod Jægersborg, og på lørdag rundes sæsonen af på hjemmebane mod Nørrebro FF.

Oprykningsfest på lørdag

Med oprykningen sikret er der lagt op til ren feststemning ved årets sidste hjemmekamp på lørdag, den 15. juni, kl. 14.

Dragør Boldklub inviterer alle til stor oprykningsfest, og i den anledning vil der til de 100 første voksne, der møder frem til kampen iført DB’s gule trøje, være gratis fadøl. Til børnene er der slikposer, og der bliver tændt op i grillen, så man kan købe stadionpølser.

Man håber på et talstærkt fremmøde, så holdet kan blive sendt på en velfortjent sommerferie med en flot hyldest for en vellykket sæson.

Oprykningsfest

Serie 1:
DB spiller lørdag den 15. juni kl. 14
mod Nørrebro FF på hjemmebane

Rediger
Hold Kampe Målscore Point
1 Kastrup BK 25 91–28 66
2 Dragør BK 25 69–38 54
3 Bispebjerg BK 25 62–43 48
4 Jægersborg BK 25 57–47 44
5 HB 25 51–51 38
6 CSC 25 48–46 36
7 Frederiksholm Sydhavnen 25 41–45 31
8 IF Føroyar 24 45–47 30
9 BK Hellas 24 54–62 28
10 BK Vestia 25 37–64 27
11 Rødovre 25 51–66 27
12 Nørrebro FF 25 42–56 26
13 Østerbro IF 25 35–58 21
14 ØFK 25 38–64 20
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Seneste artikler

Fik du læst?