Kom og bliv bonde for en dag

Har du lyst til en tidsrejse 125 år tilbage i tiden med garanti for, at du vender tilbage inden førstkommende solnedgang? Så tag familien med på Amagermuseet!
Foto: Museum Amager.
Foto: Museum Amager.

Der er et pædagogisk princip, der siger, at den bedste måde at tilegne sig en færdighed på, er at forsøge at gøre det, der skal læres. »Learning by doing« hedder det på engelsk.

På Amagermuseet vil det fra tirsdag den 9. juli og måneden ud være muligt at få sig en lærerig oplevelse ved for en dag at smage på livet som bonde på en gård på Amager omkring år 1900.

Dengang skulle der tages fat – og det gjaldt alle i familien – børn, unge og gamle måtte bidrage med deres arbejdskraft.

Amagermuseets kyndige frivillige står klar til med stor indlevelse at instruere museets besøgende i, hvordan de daglige gøremål skal udføres.

De frivillige karle og piger giver en hånd med ved vaskebrættet, smørkærning, stopning og strikning, fodring af dyr samt rensning af grøntsager med mere. Sådan som man gjorde det på gårde i Danmark omkring forrige århundredskifte.

Artiklen fortsætter efter billedet.

De besøgende prøver kræfter med vask, som man gjorde det i gamle dage. Arkivfoto: TorbenStender.
De besøgende prøver kræfter med vask, som man gjorde det i gamle dage. Arkivfoto: TorbenStender.

I sommerkøkkenet bager madmor pandekager. Vasketøjskurven er fyldt til randen med masser af snavset vasketøj, der trænger til en tur på vaskebrættet eller i vaskevuggen. Det er også vigtigt at lære husflid, og hvis karl eller pige taber en knap, skal den syes i igen. Her bliver intet smidt ud, og alt skal repareres.

I haven skal grøntsagerne graves op, vaskes og læsses på hestevognen, så de kan køres ind til torvet i København for at blive solgt.

Og hvordan er det lige med de gode manérer? Der skal nejes og hilses høfligt på fruen eller herren på gården.

På museumsgårdene er der udstillinger om Amagers kultur. Her uddeles sjove opgaver af museets vagter, og gårdens geder og kælegrise hilser gerne nysgerrigt på besøgende.

Amagerbonde for en dag på Amagermuseet fra tirsdag den 9. juli til søndag den 28. juli – tirsdag–søndag, kl. 12–16. Lukket mandag.

Fik du læst?