Moms ulovligt i 12 år – billigere affald på vej

I fremtiden vil der sandsynligvis blive opkrævet lavere gebyr for afhentning af affald.

I fremtiden vil der sandsynligvis blive opkrævet lavere gebyr for afhentning af affald. Dragør Kommune er nemlig i gang med finde ud af, hvor meget borgerne har betalt for meget for at få afhentet affald i perioden fra 2012 til 2023.

Problemet er, at kommunen i lighed med mange andre kommuner har opkrævet moms fra private, når de har betalt for at få hentet affald. Men det er ulovligt. Det fremgår af en dom fra Landsskatteretten, som kom allerede tilbage i 2020. Alligevel er man fortsat med den ulovlige praksis helt frem til 2023, hvor Skattestyrelsen fortalte kommunen, hvordan den fejlopkrævede moms skulle håndteres.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Amager Ressourcecenter.
Foto: Amager Ressourcecenter.

Lavere gebyrer

En god nyhed er, at det ikke slår et hul i kommunekassen, da pengene sandsynligvis vil kunne hentes hos Skattestyrelsen. En anden god nyhed er, at pengene skal tilbage til forbrugerne.

Til gengæld vil det ikke ske i form af en gylden check til alle lidende affaldsskabere i kommunen. I stedet for vil man rette gebyrerne fra 2025 og frem, så pengene kommer tilbage gennem fremtidige betalinger. Det fremgår af en beslutning i kommunalbestyrelsen.

Forvaltningen oplyser, at man i et tidligere tilbud estimerede en forventet tilbagebetaling på 5 mio. kr. Revision- og rådgivningsvirksomheden Deloitte er hyret til at udregne de præcise beløb. Denne udregning skal de have omkring 350.000 kr. for at udføre. Udgifterne til Deloitte bliver taget fra den generelle kasse til udgifter for affaldsafhentning, som betales af borgerne. Det er således gebyrerne på affaldsafhentning, der betaler for de udgifter, der er i forbindelse med tilbagebetalingen. Affaldsområdet er nemlig selvfinansierende, og prisen på renovation justeres efter udgifterne.

Man kan lidt frimodigt heraf slutte, at det reelt set er Dragør Kommunes borgere, der har hyret Deloitte … til at regne ud, hvad kommunens borgere skal betale tilbage til sig selv.

Fik du læst?