Økonomistyring samles ­omkring ­borgmesteren

En ny medarbejder i borgmestersekretariatet og flytning af to andre skal sikre bedre styring af kommunens økonomi og projekter.

Dragør Kommunes direktion har besluttet at foretage væsentlige ændringer i administrationens økonomistyring og anvendelse af akademiske medarbejdere.

Tiltagene skal styrke økonomifunktionerne og forbedre det tværgående samarbejde i kommunen, står der i en orientering til Dragør Kommunes Økonomiudvalg.

Direktionen har præsenteret to analyser; én om fokuseret økonomistyring og én om styrket organisation.

Analyserne peger på nødvendigheden af en mere struktureret tilgang til økonomistyring og bedre udnyttelse af ressourcerne på tværs af kommunens områder.

Flytning af medarbejdere

Som en del af den nye strategi flyttes to medarbejdere; en økonomi- og analysekonsulent fra Center for Børn, Skole og Familie og en fra Center for Sundhed, Pleje og Rehabilitering. De placeres begge fremover i det tværgående område Økonomi og Indkøb, der hører under kommunens direktion, som igen ligger under borgmesteren.

Medarbejderne skal fremover fungere som såkaldte økonomiske partnere og oversættere mellem økonomiområdet og de respektive fagcentre.

I analysen fremhæves det, at denne ændring skal sikre »en bedre og mere effektiv tværgående opgaveløsning på tværs af centrene«.

Derudover oprettes en ny stilling i Borgmestersekretariatet, som skal varetage projektstyring og understøtte en struktureret tilgang til kommunens projekter.

Denne stilling finansieres ved at overføre midler fra IT og Digitalisering til Borgmestersekretariatet.

Analysen af organisationens struktur konkluderer, at »et øget fokus på projekter og tværgående koordinering« er nødvendigt for at fremme samarbejdet i kommunen.

Bekymrede medarbejdere

Det centrale medarbejderudvalg (CMU) i forvaltningen har været inddraget i processen og har haft materialet i høring. Høringssvarene udtrykker bekymring for en øget bureaukratisering.

De skriver: »CMU Forvaltning er bekymret for, om alle projekter skal køres ind i en bureaukratisk proces med nedsættelse af styringsgruppe, arbejdsgrupper m.v., i stedet for at man blot snakker på tværs med de relevante kolleger og sammensætter gruppen med de kolleger/kompetencer, der er nødvendige. Dvs. om organisering skaber unødigt ekstra bureaukrati og ekstraarbejde.«

Derudover er medarbejderne forundrede over, at pengene til den nye stilling kommer fra penge til digitalisering: »CMU Forvaltning finder det problematisk, at digitaliseringsområdet nedprioriteres i en tid, hvor kravene til udvikling af digitale løsninger og digitale udfordringer i kommunen er højere end nogensinde. CMU Forvaltning bemærker, at det kan medføre forringet service til borgerne og ineffektivitet på det administrative område, samt at kommunen kan gå glip af muligheden for at udvikle nye, bedre og sikrere løsninger til gavn for borgere og medarbejdere.«

Direktionen tager høringssvaret til efterretning, men understreger, at der er behov for en mere struktureret tilgang til projektstyring for at sikre succesfuld implementering af kommunens strategier.

I referatet fremgår det, at »styrket samarbejde og koordination har været et ønske og fokus over længere tid«.

Med de nye tiltag håber direktionen at skabe en mere effektiv og sammenhængende økonomistyring samt at forbedre samarbejdet på tværs af kommunens afdelinger. Dette skal sikre, at Dragør Kommune kan levere bedre og mere sammenhængende service til borgerne.

Tiltagene er en del af en større plan for at optimere kommunens ressourcer og skabe en mere effektiv administration. Direktionen vil fortsætte med at evaluere og justere organisationen for at sikre, at målene bliver nået, oplyser de til Økonomiudvalget.

Fik du læst?